Kære Alexander. - Hjem

er de små, skal blive de fornemme. Sådan skal der snart vendes
op og ned på alting.
Vi nærmede os efterhånden Jerusalem, og stemningen var
ikke for god iblandt os. Kun Jesus gik syngende af sted foran. De
fleste af os var bange og usikre på, hvad der ventede os. Da Jesus
mærkede det, standser han op, og igen fortæller han os, hvad der
venter os i Jerusalem.
- Menneskesønnen skal først udleveres til ypperstepræsterne
og de lærde, og de vil dømme ham til døden og romerne vil
ydmyge ham og slå ham ihjel. Men frygt ikke – han vil opstå igen
efter tre dage, og der skal ikke være ende på hans herlighed.
Måske var det denne tale, der fik Jakob og Johannes til at trække
Jesus til side og spørge, om de ikke nok måtte blive tildelt de fornemste
pladser til sin tid i Guds rige – i inderkredsen lige ved siden
af Jesus selv. Men Jesus sagde:
- Har I slet intet forstået? Kan I virkelig tømme lidelsens
bæger til bunds? For det er den første forudsætning, men selv om
I også kunne, så er den slags slet ikke op til mig. Det er for længst
afgjort.
Jeg må nok indrømme, at vi blev noget fortørnede på Jakob
og Johannes, da vi hørte om det. Hvorfor skulle de føre sig
frem på den måde? Jesus kaldte os da sammen og sagde til os:
- I ved, hvordan det er derude i verden, hvordan de selvbestaltede
kejsere og konger og præster styrer folkene hårdt og brutalt,
samtidig med at de kalder sig velgørere, og hvordan de store
altid lader de små føle deres magt. Men sådan skal det slet ikke
være blandt jer. For den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres
tjener, og den, der vil være den fornemste, skal være alles slave.
Jeg er jo heller ikke her i verden for at lade mig opvarte og betjene
af andre, men for selv at tjene andre – ja, lige indtil døden, så
mennesker kan blive frie. Og sådan skal det også være blandt jer. I
skal tjene hinanden i kærlighed og aldrig - aldrig herske over hinanden.
Da vi var på vej ud af Jeriko, fulgte en stor flok mennesker
med os. Det var der, vi mødte Bartimæus. Han var blind og sad
ved vejen og tiggede, da vi kom forbi. Han spurgte, hvad det var,
der skete og fik at vide, at det var Jesus fra Nazareth, der kom
forbi. Og så gav han sig ellers til at råbe af sine lungers fulde
kraft:
- Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig! Hjælp mig! Folk
vendte sig om og prøvede at få ham til at tie stille, men han råbte
bare endnu højere på Jesus, at han skulle hjælpe ham. Så standsede
Jesus endelig, og bad nogen om at få manden til at komme
hen til sig. Og de lod det gå videre til Bartimæus:
44