Kære Alexander. - Hjem

var blevet overfaldet af røvere på vejen mellem Jerusalem og Jeriko.
Der var en af de lærde, der havde spurgt Jesus om, hvem der
egentlig var hans næste – om det ikke blot var ens nærmeste? Så
fortalte Jesus historien. Mere død end levende efterlod røverne den
stakkels mand nøgen og blødende i grøften. Lidt efter kommer der
en præst gående, og han ser godt manden i grøften, men han kan
ikke få sig til at hjælpe ham, så han skynder sig forbi. Der kommer
også en levit gående, og også han ser manden i grøften, men
heller ikke han kan få sig til at hjælpe manden. Endelig kommer
der en samaritaner forbi, der var på rejse, og da han ser manden
får han medlidenhed med ham. Han skynder sig at forbinde hans
sår og hælde olie og vin på dem, og han løftede ham op på sit eget
ridedyr og førte ham til en kro, hvor han tog sig af ham. Næste dag
betalte han kroen, og lovede, at hvis der kom flere udgifter, skulle
han nok betale dem, når han kom tilbage.
Hvem af de tre, spurgte Jesus så den lærde mand, synes
du var den stakkels mands næste? Den lærde kunne åbenbart ikke
få sig til at sige samaritaneren, så han sagde blot, den, der
ydede barmhjertighed.
- Der ser du, sagde Jesus, din næste er alle og enhver, du
møder. Alle og enhver.
Og han fortalte historien om vingårdsejeren, der søgte arbejdskraft
til sin vingård. Tidligt om morgenen går han ud og leder
efter folk, og da han er blevet enig med dem om en dagløn på en
denar, sender han dem hen i vingården. Klokken ni gik han igen
ud og fandt flere folk og igen ved middagstid. Ja, så sent som ved
femtiden fandt han nogle, der endnu stod og hang på torvet.
- Hvorfor i alverden står I her ledige hele dagen?
- Fordi ingen har hyret os,
- Jamen, så skal I bare gå hen i min vingård.
Klokken seks siger vingårdsejeren til sin forpagter, at han
skal kalde folk sammen, så de kan få deres løn udbetalt. Begynd
med de sidst ankomne. De, som var hyret ved femtiden kom så og
fik hver en denar. Da de første kom, mente de, at de ville få mere,
men de fik også hver en denar. Det blev de noget sure over og klagede
til vingårdsejeren:
- Det kan vist ikke passe, mester. De sidste der har kun
arbejdet i en time, og du har stillet dem lige med os, der har puklet
hele dagen. Det kan vist ikke passe. Men vingårdsejeren sagde:
- Kære ven, jeg har ikke gjort jer uret. Vi blev, så vidt jeg husker,
enige om en denar, gjorde vi ikke? Så tag, hvad der er jeres og gå.
Men jeg vil nu give de sidste der lige så meget som jer. Har jeg ikke
lov at gøre som jeg vil med det, der er mit, eller har I ondt af, at jeg
er et godt menneske? Snart efter sendte de nogle af de bibeltro og
51