Kære Alexander. - Hjem

hans dage talte og det er ude med ham. Kære venner, hvis I vil mit
budskab til livs, må I først gøre mig tavs. Ingen kan udplyndre den
stærkes hus, hvis ikke han først har uskadeliggjort den stærke.
Jeg er døbt af Johannes og indviet til mit kald af Guds hellige ånd
og står hverken i ledtog med Beelzebul eller Satan selv, så når I
spotter og håner mig og kalder mig for Satans medhjælper, så er
det Guds hellige ånd, I bespotter, og det skal aldrig i evighed tilgives.
Alt andet, men ikke dét! Den dødsstraf I har tiltænkt mig, falder
tilbage på jer selv, I hyklere!
Tonen skærpedes, og det måtte jo gå, som det gik. Selv Jesus’
nærmeste familie, hans mor og hans søskende, lyttede mere
til disse skriftkloge fra Jerusalem end til Jesus selv, og en aften,
hvor vi igen sad og spiste sammen med alle disse arme eksistenser,
kom de og ville have ham hjem. Han bragte jo skam over familien
med sin tåbelige snak, og han endte med at få myndighederne
på nakken for alvor, hvis han fremturede på den måde. Men Jesus
afviste dem og ville ikke engang have dem indenfor.
- Min mor og mine søskende? sagde han og så rundt på os
alle sammen. Nej, det kan det ikke være, for I er jo min sande familie
– min far og min mor og mine søskende – I, der tror på mig
og holder ud med mig til enden og forkynder Guds nye glædelige
budskab. Det andet er bare tomme titler. Lad dem skøtte sig selv,
hvis de kan.
Det har været en tung meddelelse at få for hans mor, at
han ikke længere regnede hende og familien, som jo ellers betød
alt for jøderne. Familien og folket. Men det var ikke det væsentlige
for Jesus. Men jeg tænkte også på, hvor ensom, Jesus må have
følt sig, alene med et budskab, som ingen forstod.
Der var ingen tvivl om, at Jesus ville forandre vores måde
at tænke på. Og han brugte alle de midler, han kunne. Engang tog
han os med op i bjergene, og der holdt han en lang tale til os, hvor
han prøvede at omvende os fra den almindelige vanetænkning til
det forrygende nye, han kom med.
- I skal være retfærdige, sagde han, men ikke som farisæerne
og de lærde, der blot følger lovens bogstav. Jeres retfærdighed
skal være båret af jeres kærlighed og barmhjertighed, af jeres hjerte.
Hør her:
I har hørt, der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, og
den der slår ihjel, bliver straffet. Men jeg siger jer, at den der bare
bliver vred på sin bror, er skyldig for domstolen, og den, der håner
eller foragter sin bror, ryger lige lukt i Helvede. Du skal altid respektere
dine medmennesker, og er der noget imellem jer, skal du
se at få det ud af verden. Det er vigtigere end alt andet. Hvad
hjælper det at stå i templet med en nok så fin offergave, hvis du
19