Kære Alexander. - Hjem

værk af hensyn til folk, som mente, at Johannes virkelig var en
profet. Så det ender med, at de siger:
- Vi ved det ikke. Og Jesus sagde til dem:
- Så fortæller jeg heller ikke jer, med hvilken ret og i hvis
navn jeg gør, hvad jeg gør.
Og han fortalte dem i stedet en historie:
Der var engang en mand, der plantede en vingård og indhegnede
den og gravede en perse og byggede et vagttårn. Da han
var færdig lejede han den ud til nogle forpagtere og drog selv udenlands.
Da det nu blev høsttid, sendte han en tjener til forpagterne,
for at han kunne få sin del af høsten. Men de greb tjeneren og
gennembankede ham og sendte ham tomhændet bort. Så sendte
vingårdsejeren en anden tjener, men ham gik det ikke bedre. De
slog ham og ydmygede ham. Vingårdsejeren blev ved med at sende
tjenere til forpagterne, men nogle bankede de, andre slog de simpelt
hen ihjel. Til sidst havde manden ikke flere tjenere, men så
sendte han sin elskede eneste søn, for han tænkte, at ham vil de
da lade være i fred. Men de onde forpagtere sagde til hinanden: Se,
det er arvingen, kom, lad os slå ham ihjel også, for så tilfalder arven
nok os. Og de greb ham og slog ham ihjel og slæbte liget ud af
vingården.
Hvad tror I nu vingårdsejeren vil gøre? Vil han ikke selv komme og
gøre det af med forpagterne og give sin vingård til andre? Selvfølgelig
vil han det! For, som skrevet står: den sten bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnestenen. Fra Gud er dette kommet – det
er underfuldt for vore øjne.
Så blev de rasende og forsøgte at gribe ham, for de forstod
jo godt, at denne fortælling var møntet på dem. Men de turde alligevel
ikke af hensyn til de sammenstimlede folk, der godt kunne
lide at lytte til Jesus, så de lod ham være og gik deres vej. Men de
var på ingen måde færdige med ham.
Han fortalte dem også en anden fortælling om en rig mand,
der havde to sønner. En dag kommer den yngste søn og siger til
sin far: Far, giv mig allerede nu min del af arven. Så skiftede faderen
mellem dem, og snart efter pakkede den yngste søn sit og rejste
udenlands. Dér ødte han hele sin formue væk på det søde liv.
Da han havde sat alt til, kom der oven i købet en stor hungersnød
i landet, så nu så det sort ud for ham. Men han fandt en, han
kunne holde sig til, og han lod ham vogte svin ude på marken,
hvor han måtte leve af svineføde, for ingen gav ham noget. Så fortrød
han, hvad han havde gjort, og han begyndte at længes hjem,
hvor der var nok af mad, så selv daglejerne havde rigeligt, og her
sad han, sønnen af huset, og var ved at sulte ihjel. Og det endte
med, at han begyndte at gå den lange vej hjem. Han vidste godt, at
49