Kære Alexander. - Hjem

ham jo fra dengang, han var ganske almindelig fattig tømrer i byen,
og de kendte hans mor, Maria og alle hans søskende, og derfor
var de nok mere tilbøjelige til at anse ham for sindsforvirret end
genial. Storhedsvanvid, sagde de og nikkede indforstået. Og så var
de vel også dybt forargede over den måde, han behandlede familien
på og svigtede sine egne for at kunne gå rundt og prædike som
en anden rabbiner. Han var jo ulærd ligesom alle de mærkelige
eksistenser, han omgikkes, så hvordan i alverden skulle man
kunne have tillid til hans lære, når man ikke vidste, hvor den
egentlig kom fra. Jesus trak på skuldrene og sagde, at en profet er
i sandhed aldrig velset hos sine nærmeste. Men jeg tror nu nok,
han var bedrøvet over deres afvisning. Vi forlod hurtigt Nazareth
igen og vandrede omkring til landsbyerne i omegnen. Mens vi var
på vej ud af byen, sagde Jesus til os: Ræve har huler, og himlens
fugle har reder, men jeg har ikke et sted at hvile mit hoved.
Det var her på denne vandring, han begyndte at organisere
os med henblik på at sende os ud med budskabet. To og to skulle
vi gå ud i landet og forkynde Jesus’ glædelige budskab til alle
mennesker og helbrede, hvor vi kunne. Vi skulle ikke tage noget
med andet end stav og sandaler, men håbe på folks gæstfrihed,
når de hørte, hvem vi var. Vi skulle være forberedt på at blive
modtaget, men også på at blive afvist.
Og to og to gik vi ud i omegnen og forkyndte det nye budskab
– forkyndte at undertrykkelsens tid var forbi og en ny tid var
ved at bryde frem med frihed og glæde for alle arme og elendige
mennesker. Der var mange rundt omkring på gårdene, der var
skeptiske overfor den slags vandreprædikanter, men der var også
mange, der tog imod os og gav os mad og husly, og vi gjorde, hvad
vi kunne for at helbrede deres syge og befri de besatte. Vi brugte
gerne at salve de syge med olie, som om de var konger, og så citerede
vi Jesus: Det er ikke din skyld! Og det hjalp og befriede mange
for deres frygt.
Det var på denne tur rundt i landet, vi hørte om Johannes Døber,
hvordan han var blevet halshugget af kong Herodes. Det var øjensynligt
ikke sket med kongens gode vilje, for han var i virkeligheden
bange for Johannes, og da han hørte om Jesus, troede han, at
det var Johannes, der var stået op af graven for at hævne sig. Der
var nemlig stor tvivl i befolkningen om, hvem Jesus egentlig var,
om han var en profet eller hvad. Men det viste sig, at den egentlige
grund til, at Johannes var kommet i fængsel, var fordi han havde
sagt til kongen, at hans nye ægteskab med hans bror, kong Filips
hustru var ulovligt. Det brød kongen sig ikke om at høre og da slet
ikke hans nye hustru, dronning Herodias, som mente, at Johan-
27