Kære Alexander. - Hjem

I dog være så ufatteligt tungnemme!? Så hør dog efter i det mindste!
Da vi nåede frem til Betsajda, kommer de med en blind og beder
ham røre ved ham. Uden videre tager han den blinde ved hånden
og fører ham udenfor landsbyen, hvor han spyttede ham på øjnene
og lagde hænderne på ham.
- Kan du se noget?
- Jeg tror, jeg kan se mennesker, for det ligner træer, der
går omkring.
Jesus smilede og lagde igen hænderne på hans øjne, og
pludselig brød synet frem, og han kunne se alting tydeligt. Jesus
advarede ham imod at gå tilbage til landsbyen og tal ikke til nogen
om det, der er sket med dig.
Nu drog vi så helt op til den nordligste del af landet, til
landsbyerne ved Cæsarea Filippi. Og mens vi var på vej, spurgte
han os, hvad folk sagde om ham.
- Hvem siger folk egentlig, jeg er?
- Johannes Døber, sagde en, Elias eller en af profeterne,
sagde andre. Så standsede han og vendte sig om og så på os.
- Men I, hvem siger I, at jeg er? Simon svarer ham: Du er
Messias!
- Det må I aldrig sige til nogen, sagde han så og begyndte
at gå videre. Og fra den dag gik det nedad mod Jerusalem og alt,
hvad der ventede os der.
Vi var efterhånden ikke ret mange tilbage, der fulgtes med Jesus.
Mange af os havde som nævnt forladt ham, og endnu flere skulle
forlade ham, da han begyndte at løfte sløret for sin mission – det
som hele tiden havde været planen. Det var en selvmordsmission,
han forestillede sig, hvor vi skulle drage til Jerusalem lige ind i løvens
hule, og her skulle vi iværksætte det oprør, som skulle afsætte
kejseren, nedbryde templet og indvarsle Guds herredømme i
verden – alt sammen alene ved ordets og åndens magt. Jesus var
ikke et øjeblik i tvivl om, at den mission ville komme til at koste os
alle livet, men som han sagde: Sådan er det at kæmpe med åndens
sværd. Vel dør vi for denne verdens magter og myndigheder,
men ånden kan aldrig dø. Igen og igen vil den opstå, hvor mennesker
ofrer livet for det, de tror på. Tænk på hvedekornet, der dør
og begraves, men som spirer og vokser i det skjulte og bryder frem
og bliver til liv for mange. Hvis ikke det dør, kommer der slet ikke
noget ud af det.
Jeg tror nok, de fleste af os på det tidspunkt overvejede,
om Jesus var ved sine fulde fem, og om han virkelig mente, hvad
37