Kære Alexander. - Hjem

- Simon, elsker du mig?
- Jamen det ved du da, at jeg gør! Hvordan kan du…?
- Men elsker du mig, sådan som Maria her gør? Hvornår
har du sidst kysset mig? Hvornår har du sidst salvet mig? Elsker
du mig virkelig, Simon, så vis det. Og henvendt til de andre sagde
han:
- I skal ikke bare følge mig som en flok får, der følger hyrden.
I skal elske mig, for kun kærligheden kan gøre jer virkelig
frie. I skal ikke bare være sammen i et fællesskab. Dem er der så
mange af. Nej, I skal elske hinanden med alt, hvad I har i jer, for
Gud er kærlighed. Nu har Maria her vist jer vejen med hendes
overstrømmende kærlighed til mig, og det kan godt være, I ikke
forstår det, men hun er den af jer, der det frieste menneske. Lær
af hendes kærlighed. Bliv som hende.
Jeg ved ikke, om jeg forstod mere end de andre dengang.
Jeg kunne jo bare ikke lade være med at vise ham min kærlighed
– vise ham min sorg. Men hans reaktion overfor mig viste mig,
hvem jeg selv var, og det kunne de andres foragt ikke ændre på.
Engang havde han reddet mit liv. Jeg var blevet opdaget sammen
med en gift mand, og nu slæbte de rettroende så af med mig for at
stene mig udenfor byen i henhold til deres lov. Jeg var rædselsslagen
og skreg og sparkede for at slippe fri, men de holdt mig fast.
På vejen møder de Jesus, og så standser de og spørger ham, om
han ikke synes, det er rigtigt at stene en kvinde, der er blevet grebet
på fersk gerning i hor? Jesus svarede ikke noget, men gav sig
til at skrive i sandet med en pind. Jeg ved ikke, hvad han skrev,
men da de spurgte ham igen, så han op på dem og svarede, at
den, der var syndfri, kunne jo bare gå i gang med at kaste den første
sten. Så skrev han videre. Jeg lå med ansigtet ned mod jorden
og ventede på at den første sten skulle ramme mig, men der skete
ingenting. Jeg hørte sten, der faldt til jorden og folk, der gik, men
jeg turde ikke vende hovedet. Da jeg endelig gjorde det alligevel,
var de alle sammen gået undtagen Jesus, der stadigvæk sad og
skrev i sandet. Så så han på mig med et smil.
- Nå, var der ingen der ville dømme dig alligevel? Så rejste
han sig og kom hen og tog mig ved hånden og sagde:
- Heller ikke jeg vil dømme dig, min ven, så gå nu bare
hjem med fred. Jeg nåede halvejs hjem, men jeg kunne jo ikke bare
slippe ham på den måde, og siden har jeg fulgt ham. Og elsket
ham.
Så blev det påske, og som traditionen byder, skulle vi spise
påskemåltid sammen til minde om vores befrielse fra slaveriet i
Egypten. De spurgte Jesus, hvor det skulle foregå, og på samme
måde som med æselet, han lånte, så skulle de bare låne en stue.
57