Kære Alexander. - Hjem

de onde ånders navn, Legion. Var det romerne og ikke bare dæmonerne,
Jesus drev ud af landet, så det ikke længere var besat
men frit? Og alle hans helbredelser. Var det forestillinger, der
skulle få os til at begribe hans budskab? Blinde ser, lamme går,
døve hører og stumme taler, som allerede profeten Esajas havde
forudsagt. Selv spedalske bliver rene og frie. Og snart skulle også
døde blive levende. Var hele hans liv en nøgle til forståelsen af det
Guds rige, han prædikede om, så han ligesom var døren – den åbne
dør mellem de to riger – det jordiske og det himmelske åndelige
rige. En åben dør, vi kunne gå ind og ud af og dermed føje en helt
ny dimension til vores tilværelse – hvis vi turde. Det kørte rundt
for mig, mens vi sad i båden på vej tilbage. Var det virkelig det,
Jesus var i gang med? At åbne døren til et land, der havde været
lukket og slukket og glemt, men som var inden i hver enkelt af os
og midt i blandt os?
Da vi kom hjem igen, kom synagogeforstanderen, Jairus,
der havde irettesat Jesus for at helbrede på en sabbat, og han falder
ned for fødderne af Jesus og beder ham indtrængende om at
komme hjem til hans hus, for hans lille datter er døende, og han
ved ikke, hvad han skal gøre, men kom bare og læg hænderne på
hende, så hun bliver rask, Jesus. Jeg ved jo, du kan. Der havde
allerede samlet sig en stor skare omkring Jesus, og de fulgte alle
sammen med hen til Jairus’ hus. Alle vidste, at Jesus havde en
særlig kraft i sig og at Gud var med ham, og derfor var der mange,
der bare gerne ville røre ved ham, for så mente de, at de kunne
blive helbredt for enhver urenhed og sygdom. Således også en
kvinde, der havde lidt af voldsomme blødninger i tolv år, og ingen
havde kunnet kurere hende, og de læger, hun havde opsøgt, havde
blot gjort det værre, og nu havde hun ikke flere penge tilbage. Hun
havde godt hørt om Jesus, men hun var bange for at nærme sig
ham, for hun var jo ifølge traditionen en uren, som ikke måtte
komme i nærheden af andre mennesker. Til sidst tog hun dog mod
til sig og kom også frem og rørte ved hans kappe. Og straks mærkede
hun, at hendes blødning standsede, fortalte hun senere. Men
til hendes bestyrtelse mærkede Jesus det også, og han standsede
og vendte sig om og spurgte, hvem det var, der havde rørt ved
ham. Vi forstod det ikke, for der var jo så mange, der masede og
puffede omkring Jesus, men han blev stående og ventede, og så
kom kvinden da endelig frem rystende over hele kroppen og faldt
ned for ham og fortalte grædende sin historie. Men Jesus tog hende
ved hånden og rejste hende op og sagde smilende til hende:
- Det var ikke mig, men dig selv, der helbredte dig, fordi du ikke
ville give op efter alle disse år. Det kalder jeg tro. Gå nu bare hjem
med fred.
25