Kære Alexander. - Hjem

Han skulle lige til at fortsætte, da der kommer nogen løbende og
fortæller Jairus, at det alligevel er for sent. Hans lille pige var lige
død, så der var ingen grund til at ulejlige mesteren, som de sagde.
Jairus brød fuldstændig sammen, men Jesus tager om ham og siger:
Frygt ikke, Jairus! Tro blot! Og han siger til skaren, at de skal
blive der, og kun Simon og Jakob og Johannes og jeg fik lov til at
følge med til Jairus’ hus. Allerede på afstand kunne vi høre de
mange grædekoner, der som sædvanlig var gået i gang med deres
klagen og jamren. Da vi så kommer ind i huset, spørger han grædekonerne,
hvorfor de larmer sådan. Den lille pige er jo ikke død,
hun sover kun. Men de stirrede bare på ham og en af dem lo foragteligt.
Som om de ikke kunne kende forskel på en levende og en
død. Hvad regnede han dem for? Så smed han dem ud. Det var
første gang, jeg så Jesus rigtig vred. Og han tog barnets far og mor
med sig ind til pigens dødsleje, og vi andre fulgte med. Og han går
hen til barnet, der ganske rigtigt lå bleg og livløs på sengen. Og
han tager hendes hånd og hvisker til hende:
- Talita kum! Det betyder: Lille pige, rejs dig op! Og straks
rejste pigen sig op og begyndte at gå omkring. Hun var tolv år
gammel. Jesus så på hende og sagde til forældrene, at hun nok
var sulten efter al den sygdom. Jairus ville sige noget til Jesus,
men han vinkede ham af med et smil. Og nu måtte vi for alt i verden
ikke fortælle nogen, hvad der var sket. Dels var det ikke morsomt
for sådan en lille pige at få at vide, at hun havde været død,
men det ville jo også blive endnu sværere for Jesus at gå omkring
blandt mennesker uden at blive tilbedt som frelser og hyldet som
konge og Guds søn. Og det var han ikke det mindste interesseret i.
- Hun sover kun, havde han sagt til de uforstandige grædekoner.
Hun sover kun. Og det var jo det, hun gjorde, for i Guds
rige er der ingen død, så gennem Jesus gik den lille pige lige ind i
Guds rige, hvor døden kun er et blund. Imod al bitter erfaring,
men sådan er Guds riges hemmelighed. Langsomt – langsomt begyndte
jeg at fatte en lille bitte smule af den åndelige revolution,
Jesus så forgæves søgte at gøre os begribelig og få os til at tage del
i. Han ville åbne os for livet – det virkelige og sande liv, hvor de to
riger bliver til ét. Og tænk, at det var os ganske almindelige fattige
stakler, der ellers ikke brugte megen tid på åndelige sysler – at det
var os og ikke højlærde vismænd og asketiske åndspersoner, han
kunne bruge. Hvad tænkte han dog på? Det måtte jo gå galt. Det
kunne aldrig gå!
Det fik vi alle sammen endnu en forsmag på i Nazareth,
hans fødeby. Som sædvanlig gik vi til gudstjeneste på sabbatten,
og Jesus læste og prædikede, som han plejede. Men i Nazareth
kunne de ikke blive særligt begejstrede over hans ord. De kendte
26