Kære Alexander. - Hjem

stykke bort fra båden, fortrød han vist, for pludselig begyndte han
at synke og råbe om hjælp. I sidste øjeblik fik Jesus fat i ham og
halede ham indenbords som en druknet hund, samtidig med at
han skældte ham ud fordi han havde mistet troen bare på grund
af lidt bølgegang. Men inderst inde tror jeg nu nok, han var lidt
stolt af Simon, der dog havde turdet, hvad ingen andre havde turdet.
- På dit ord vil jeg gøre det. Sådan havde han sagt, dengang
Jesus fik ham til at sætte nettene ud uden den mindste udsigt til
fangst. Og nu gentog han det så eftertrykkeligt. På dit ord vil jeg
gøre det umulige, om jeg så skal gå på vandet. På dit ord… Jeg
tror, vi alle så op til Simon – jeg gjorde i hvert fald og ønskede inderligt,
at det havde været gengældt.
Så steg Jesus selv op i båden, og i det samme lagde vinden
sig. Det mærkelige ved det hele var, at vi nu efterhånden havde
oplevet det ene forrygende mirakel efter det andet, og alligevel undrede
vi os hver gang. Vi kunne ikke fatte, at intet var umuligt for
Jesus – heller ikke selv om vi oplevede det gang på gang. Hvad
havde vi dog ikke været vidner til de seneste måneder? Mærkeligt
så tungnemme vi egentlig var – som om der var noget, der holdt os
tilbage fra at hengive os til den rene og skære nye virkelighed, der
omgav os. Som om vi ikke brød os om Guds rige i virkeligheden.
Mærkeligt!
Det blev ikke Betsajda, vi kom frem til om morgenen, men
Genesaret. Og straks vi steg fra borde, blev Jesus genkendt, og det
varede ikke længe, før de kom til ham med alle deres syge. Og hvor
end han kom ind i en landsby eller en gård, lagde de deres syge ud
på pladser og veje og bad ham bare om lov til at røre ved kvasten
på hans kappe. Og det så grangiveligt ud, som om det var nok. De
syge rejste sig, tog deres bårer og gik. Og alligevel havde vi svært
ved at tro vore egne øjne og give vore hjerter frit løb.
Måske var det bare for stort og for nyt for os. Vi havde alle
svært ved at forlade det engang givne og vedtagne, hvad enten det
nu var naturen eller mennesker, det drejede sig om. Og det gjaldt
også traditionen, som Jesus på det nærmeste så stort på – i hvert
fald, hvis traditionen ikke tjente mennesker.
Som sagt var der kommet en gruppe af skriftlærde ned fra
Jerusalem – vel nærmest for at sætte ham på plads eller gøre ham
latterlig og umulig i folks øjne, men det havde de nu ikke meget
held med. Som nu dengang de fandt på, at Jesus brød loven og
traditionen, fordi de opdagede, at nogle af os ikke vaskede hænder
før måltidet. De mente nemlig, at det var en vanhellig handling at
spise med uvaskede hænder. Selv vaskede de sig i et væk og vaskede
også bægre og krus i vand. Så de spurgte Jesus, hvordan
33