Kære Alexander. - Hjem

kommer derud opdager jeg til min rædsel, at nogen har rullet stenen
fra graven, og der sidder en mand med ryggen til i en lang
hvid kjortel. Som et lyn slog det ned i mig, hvad Jesus havde sagt
om opstandelse. Var det det, han mente sådan rent bogstaveligt?
Men jeg havde jo set ham dø på den forfærdeligste af alle måder.
Det svimlede for mig, da jeg nærmede mig den hvide skikkelse.
- Er det dig, min herre og mester? Manden vendte sig om, og jeg
fór tilbage. Det var Jesus. Det var ham, men så forandret – så lysende
smuk, så jeg måtte falde ned for ham.
- Godmorgen, Maria, sagde han og smilede. Jeg tænkte
nok, du kom. De andre har vist helt opgivet ævred. Du må hellere
tage hen til dem og fortælle, hvad du har set. De er så kede af det.
De vil sikkert ikke tro dig, men sådan er de jo, ved du. Jeg skal
nok komme selv også. Jeg skulle til at omfavne ham, men så forsvandt
han. Jeg så mig fortumlet omkring efter ham, men der var
ikke andet end den tomme grav og en havemand, der gik og plantede
et stykke henne. Og så en stemning, som jeg aldrig kan beskrive
– som om hele naturen udstrålede en stille jubel, der forplantede
sig til mig, så jeg følte mig som en del af det evige liv,
hvor alt var muligt, hvor ingen grænser eller love gjaldt længere –
hvor alt var givet og tilgivet. Hvor han, som vi havde forrådt og
fornægtet og svigtet og forladt, nu ville møde os igen med al sin
uendelige kærligheds rigdom som de mennesker, vi var – selv mig
stakkels lille fortabte Maria, der havde været så fuld at onde ånder
og dæmoner. Og langsomt begyndte jeg denne lysfyldte morgen at
løfte en lille flig af det liv, Jesus hele tiden havde talt om og selv
levet – det frie og frygtløse menneskeliv i Guds rige. Det var det,
der var den sande frihed – ikke friheden fra romerne eller fjenderne,
men den indre frihed, som kom af at vide, hvem man var – at
de mest foragtede – de mest ubrugelige og nytteløse – at de var
konger og dronninger i den sande – den virkelige Guds rige – om
end de var slaver og tiggere og spedalske, blinde og døve og besatte
i kejserens rige. Det var den virkelige opstandelse fra de døde –
fra fornedrelsen og foragten og selvhadet til et helt nyt liv, hvor alt
igen er muligt. Hvor alle de misbrugte dage og muligheder bliver
anerkendt, ja, værdifulde. Fra døden på korset til opstandelsens
evige liv.
Jeg skyndte mig hen til Simon og de andre, og ganske rigtigt
sad de og sørgede som kun mænd kan - sørgede over sig selv,
fordi de måske først nu opdagede, hvor meget de elskede ham -
fuldkommen opgivende og håbløse, og som Jesus havde forudsagt,
var det ikke nemt at få dem ud af denne selvbebrejdende håbløshed.
De troede ikke et ord af, hvad jeg sagde – mente vel, at jeg var
vendt tilbage til min tidligere tilstand, og det bekræftede kun deres
62