Kære Alexander. - Hjem

- Lazarus, kom herud! Og den døde kom ud af graven omviklet
med ligklæder og ansigtet hyllet i et tørklæde. Og Jesus siger
til de rædselsslagne mennesker:
- Løs ham og lad ham gå!
Det var igen som at stå midt i Guds rige, hvor døden ingen
magt har. I glimt efter glimt viste Jesus os, hvad det var, han prædikede
for os om livets uendelige storhed og dødens begrænsede
magt. Jo, Lazarus døde vel igen, ligesom Jairus’ lille pige og alle de
andre, men i disse strålende øjeblikke havde vi set døden krybe
bort som en slagen hund, den død, der altid havde kæftet op, som
om den var uovervindelig. Og disse få glimt var mere end nok til at
leve på for os.
Men ikke for alle. Det paradoksale var, at opvækkelsen af
Lazarus blev den dråbe, der fik bægeret til at flyde over for ypperstepræsterne
og de fromme og troende i landet, så det nu kun var
et spørgsmål om tid, før de fik Jesus slået ihjel. Og således fik han
da ret i sin dystre forudsigelse, dengang i båden, da Abraham tørt
konstaterede, at hvis ikke de lyttede til Moses og profeterne, ville
de heller ikke lade sig overbevise, om så Lazarus opstod fra de døde.
Det var dengang, det slog mig, at der ligesom var en dyb sammenhæng
i alt, hvad Jesus foretog sig – og at det alt sammen var
for vores skyld, så vi omsider kunne blive overbevist om, at vi var
vidner til Guds rige, der pludselig viste sig her på denne hårde
jord, så ørkenen skød blomster, så blinde så og døve hørte, stumme
sang og lamme dansede, så fattige blev rige og rige fattige og
selv stendøde mennesker blev spillevende. Men også så konger og
præster og lærde og troende rejste sig i vrede og fulde af had og
frygt for alt, hvad de så og hørte. Alt det, der skulle blive bekræftet
til fulde i den følgende tid.
Så kom vi da til Jerusalem. Påsken nærmede sig, og det betød stor
opstandelse i byen og omegnen. Mange mennesker kom til Jerusalem
langvejs fra for at fejre Påske omkring templet, så der var et
sandt mylder af mennesker fra alle egne af Romerriget. Under det
hele ulmede frihedskampen, der nu og da brød ud i lys lue, så for
at sikre freden foranstaltede den romerske guvernør Pontius Pilatus
et militært indtog, hvor han kom ridende ind i byen sammen
med en større hærstyrke fra Cæsarea i fuld udrustning og faner og
fanfarer. Jeg tror, det var det, der fik Jesus til at foranstalte sit
eget lille indtog i den anden ende af byen. Han sendte et par af os
hen i en landsby efter et endnu uberedet æselføl. De skulle bare
tage det, de fandt, og hvis nogen gjorde indvendinger, skulle de sige,
at Jesus lige skulle låne det, men de skulle nok få det tilbage.
Og de kommer tilbage med æselet og lægger en kappe på det, og
46