Denne MTV-rapport er udarbejdet med støtte fra Region ...

se alt det, du fik i journalen”. Igen et udtryk for en forventning om, at sundhedssystemet har styr på
oplysninger, som i dette tilfælde ikke blev indfriet.
Udfordringen der vises her, er at tilliden kan ligge i forhold, der for personalet er småting, men for
patient og pårørende er af afgørende betydning.
Ventetid på operation fylder i flere interview. Især de pårørende oplever dette både forvirrende og
frustrerende, ”så sagde de, nej, nu kommer hun for i morgen formiddag. Det gjorde hun heller ikke,
heller ikke om eftermiddagen. Så snakkede jeg med en anden sygelejerske, så sagde hun, nej, men
der kan godt gå tre døgn”.
Udfordringen her er, at der reelt er ventetid for ældre patienter med hoftebrud. En anden udfordring
er, at der kan være nok så mange forklaringer om mangel på operationslejer osv, men det er ikke
noget, patient og pårørende kan bruge til noget.
Indsatsen efter udskrivelse fylder ligeledes meget i interviewene.
I det ene interview var der en klar tilkendegivelse af, at patienten ikke fik den indsats, der var behov
for, ”Bakkegården fungerede ikke, som de havde lovet os”, ”hun blev sat i en kørestol. Vi kunne se,
at det går slet ikke”, ”Mine børn var der hver dag og trænede med mig”.
I et andet interview, hvor patienten ligeledes havde været på Bakkegården, var der samme oplevelse
af stilstand og mangelfuld indsats, ”Det er da sådan et kedeligt sted, hvad skal vi lave der”.
I et tredje var der stor tilfredshed med indsatsen (på Vindeby Pilevej), ”Ja, ja jeg kunne have fået
meget mere træning”. Denne patient udtrykker, at ”jeg ville ønske, at alle mennesker, som var
blevet opereret for et eller andet, kunne få det (=aflastningsophold) og have tid til at sunde sig”.
Selv om denne patient boede i et-plans parcelhus og havde en rimelig rask ægtefælle, gav de klart
udtryk for, at det ville have været uoverskueligt, at komme direkte hjem.
Udfordringen her synes at være, at det effektive sygehusforløb giver behov for rammer efter
udskrivelse, der både giver patienten tid til at komme sig og giver den nødvendige professionelle
støtte – hjælp til mobilisering, træning, mad, pleje osv. Sundhedssystemet synes ikke alle steder, at
være gearet til dette behov.
Hos patienten, hvor det ikke var den forventede fremgang efter operationen, fyldte frygten for at
være besværlig eller ”hysterisk” meget i fortællingen. Patienten så på medpatienterne og kunne se,
at hendes tilfælde ikke var ”normalt”, ”er det normalt, at folk har det sådan” og ”og hvor længe er
de om at komme sig, eller også for at man skal opdage – jamen, er du hysterisk med, at det gør ondt
11