Denne MTV-rapport er udarbejdet med støtte fra Region ...

1. Introduktion
Projekt Ortogeriatrisk afsnit - MTVrapport
1.1 Indledning
Ældre mennesker, som pådrager sig et brud på hoften, er den patientgruppe, som forbruger det
største antal sengedage i det danske sundhedsvæsen(1,2). På årsplan indlægges der lidt mere end
7000 patienter med hoftenære brud på de danske sygehuse(3). Selv om den procentvise andel af
ældre mennesker, der pådrager sig et hoftebrud, er faldende, er det faktiske antal stigende på
grund af at antallet af ældre vil stige i de kommende år(4). Hoftenære frakturer har siden år
2004 været en del af Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), som sammen med det tværfagligt
udarbejdede ”Referenceprogram for patienter med hoftebrud”(senest revideret i 2008)(5), har
betydet et kvalitetsløft i både behandling, pleje og rehabilitering af patientgruppen.
Alligevel er ældre patienter med hoftebrud en stor udfordring i sundhedsvæsenet. Patienterne
har følgende til fælles: høj alder, et stort medicinforbrug, fejl- eller underernæring(5,6) og
kroniske sygdomme som demens, hjertelidelser, neurologiske sygdomme, osteoporose 1 eller
lungesygdomme(6). Disse sygdomme medfører funktionstab, og er ofte direkte medvirkende til
at patienten falder og pådrager sig et brud på hoften(4). Hoftebruddet kan således ses som et
symptom på den svækkelse, som høj alder og kroniske sygdomme medfører. Patienternes
komplekse problemstilling medfører, at de har brug for en geriatrisk vurdering og tværfaglig
intervention for at genvinde deres funktionsniveau efter hoftebruddet(7,8,9).
Mange af patienterne bor på plejehjem eller har hjælp i hjemmet p.g.a. funktionstab. Der er en
stor dødelighed blandt patienterne, idet ca. 10 % dør inden for 30 dage efter bruddet, og ca. 30%
er døde et år efter(2,3,9,10).
Patienterne opleves af personalet som komplekse og plejekrævende, og der er derfor ikke megen
prestige i at arbejde med disse patienter. De fylder meget i en travl ortopædkirurgisk afdeling,
hvor der sjældent er tid nok til at tage sig af deres ofte meget komplekse problemstillinger, det
være sig både medicinsk, psykisk og socialt.
I et typisk forløb bliver patienterne indlagt og opereret på ortopædkirurgisk afdeling og forbliver
for det meste der indtil udskrivelsen, selv om mange ortopædkirurgiske afdelinger har et mere
eller mindre formaliseret samarbejde med geriatriske afdelinger. Patienternes indlæggelse
forlænges ofte p.g.a. postoperative komplikationer i form af f.eks. infektioner, blodpropper eller
delirtilstande(5,11). Når patienterne skal udskrives, kræver det intensivt samarbejde med primær
sektor, både i forhold til pleje og genoptræning(5). Udover dette er en forebyggende indsats
nødvendig for at undgå evt. flere fald, som kan betyde nye indlæggelser og tab af funktioner og
nedsat livskvalitet for patienten. Endelig er det vigtigt at inddrage både patienten og dennes
pårørende i forløbet(5).
Kompleksiteten i behandling, pleje og rehabilitering af ældre patienter med hoftenære brud er
ensbetydende med et stort resurseforbrug både i primær og sekundær sektor. I sekundær sektor
optager hoftebrud årligt 300.000 sengedage og i primær sektor bruges efterfølgende store
resurser til hjemmehjælp, genoptræning og plejehjemsanbringelser(12,13,14) 2 . Det er derfor en
patientgruppe, som både sygehusledelser og politikere har fokus på.
Det er vigtigt at tilvejebringe viden, sådan at patienter med hoftebrud kan tilbydes et optimalt
sammenhængende forløb, som kan medføre at patienterne lever længere og med et bedre
funktionsniveau efter deres hoftebrud, hvilket vil øge livskvaliteten for patienterne på både kort
1
Osteoporose = knogleskørhed
2
Ifølge Artikel i ”Dagens Medicin”, 16.05.08 er udgifterne i sekundær sektor mere end 1 milliard årligt, og i primær
sektor 2,5 milliard årligt. (14)
7 af 58