Bogen om Børn, Mad og Bevægelse - University College Lillebælt

54
Modelprojektet har haft som grundtanke, at udvikling fremmes af handling.
Hvor den lineære tilgang er tilbøjelig til at ende i holdningsdiskussioner, der
udmøntes i forbudspolitik, baner den systemiske tilgang i højere grad vejen for
mulighedspolitikker. Sidstnævnte kræver, at ledelsen er risikovillig og fejlaccepterende.
Ved at ledelsen lægger tonen an og anerkender de medarbejdere, der
prøver, næres talentet – og herigennem drives udviklingen. Holdninger dannes
på baggrund af erfaringsopsamlingen og omsættes i politikker og drift.
Ved at institutionen på denne måde opbygger et organisatorisk talent for sundhed
– og den enkelte medarbejder tør sætte sit talent i spil – opgives 'ildsjæle-tanken',
og institutionen bliver mindre sårbar over for medarbejdere, der
kommer og går.
Modelprojektet er blevet til i spændingsfeltet mellem ernæringsfysiologi og
pædagogik. Ved at formidle, hvordan lærere og pædagoger integrerer sundhedsfremmende
arbejde med mad og måltider i deres egen faglighed – så det giver
mening for dem, er modelprojektet et godt bud på ernæringsformidling, der
både giver nydelse og indsigt. Først oplever vi på egen krop, hvordan sund mad
kan være og i kølvandet på disse erfaringer følger et ønske om mere konkret
viden om ernæring. Altså en adfærdsmodel der hedder handling – efterspørgsel
af viden – adfærd. I forlængelse af denne individuelle adfærdsmodel har
modelprojektet demonstreret, at der også fi ndes en organisatorisk adfærdsmodel,
i form af handling – efterspørgsel af viden – produktion af viden (den såkaldte
lokale evidens) – adfærd. Den organisatoriske adfærdsmodel bygger bro
mellem individet og institutionen og fremmer kollektiv forandringsvillighed.
Endelig har modelprojektet banet vejen for en ny målgruppe for ernæringsformidling.
Hvor det i 1950’erne var husmoderen, der var bærer af familiens ernæringsviden,
har modelprojektet vist, hvordan institutionen konstruktivt kan
bidrage til, at barnet bærer inspiration om sund mad hjem fra institutionen.
Analysen kan opsummeres i følgende anbefalinger til det politiske, institutionelle
og professionelle niveau:
DET POLITISKE NIVEAU:
I forhold til det politiske niveau er det et samfundsøkonomisk ansvar at opbygge
et såkaldt organisatorisk talent for sundhed ved at fremme de enkelte lærere,
pædagoger og andre praktikeres talent for sundhed, så de kan præge deres institution
og de børn og forældre, der kommer der. Dette forankres gennem:
Understøttelse af systemisk tilgang.
Understøttelse af tværfaglig erfaringsudveksling.
Prioritering af rammer og ressourcer for ernæringsformidling.
Opkvalifi cering af personale.
Udarbejdelse af mad- og måltidspolitikker.
DET INSTITUTIONELLE NIVEAU:
En forudsætning for at arbejde systematisk med ernæringsformidling i institutionen
er etablering af en fælles platform for viden, hvor teoretisk og praktisk
viden kan udveksles, skabes og afprøves i fællesskab.
Dette forankres ved at:
Understøtte situeret læring, f.eks. ved at tilknytte en ernæringspraktikant.
Etablere kultur for videns- og handlingsdeling, f.eks. ved at italesætte fælles
holdning til udvikling af sund mad og måltider, samt forholde sig nysgerrigt
til arbejdet med mad og måltider i institutionen og gennemføre lokale
erfaringsopsamlinger.
Opbygge medarbejderressourcer – talent for sundhed, f.eks. ved at ansætte
personale med ernæringskompetencer.
Etablere madværksted.