Bogen om Børn, Mad og Bevægelse - University College Lillebælt

Det har vist sig at være vanskeligt for de professionelle at opnå ejerskab til projektet,
at få det udbredt til andre kolleger, men det er afgørende, hvordan ledelsen
er gået ind i det, det nye, tidskrævende. Lærerne er ikke vant til, eller har
ikke mod til, mere reel inddragelse af børn, og det at udvikle deres handlekompetencer
i sundhedsspørgmål og at tage afsæt i børnenes egne visioner, engagement
og forslag til handlinger har været svært og opfattes af lærerne som alt for
tidskrævende. Dog skal det understreges, at en central pointe i evalueringen er,
at de meget forskellige rammer projektet blev gennemført i (børnehave, skole og
SFO) får forskellig betydning for dets gennemførelse mht. ejerskab. Evalueringen
viste, at det for pædagogerne i daginstitutioner og SFO’er var nemmere at
arbejde med projektet, end det var for lærerne i skolen med dens struktur (og
selvfølgelig dens læringssyn).
Men det er der ikke spurgt mere ind til i evalueringen, så vi kan kun gisne om, at
ejerskab er lettere opnåeligt i en mere åben struktur i daginstitutioner og SFO’er,
end i skoler – men det er selvfølgelig en pointe og hypotese, som fortjener yderligere
undersøgelse ved videreudvikling af modelprojektet.
KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER
Analysen kan opsummerende samles i følgende konklusion:
Aktørperspektivet ser ikke ud til at være tilstrækkeligt udfoldet i forhold til
hensigten, indholdet tager ikke afsæt i børnenes aktuelle verden og forforståelser,
men i de voksnes ’normer’ og værdier.
Problematikken om udsatte børn og inkluderende sundhedsfremmende
pædagogik er ikke udfoldet, individperspektivet (blaming the victim) slår
igennem og kun få arbejder eksplicit med problematikken.
Implementering og ejerskab har været vanskelig. Projektet er hos de professionelle
mødt positivt, men der er ’lang vej’ .
Projektet kan på den ene side godt arbejde sig væk fra det snævre læringssyn
og sundhedsfremmebegreb og åbne det hen imod større grad af et kontekstuelt
begreb om sundhed og sundhedsfremme/læring. Det kan også, som det er lagt
op i beskrivelserne i ’Drejebogen’, være muligt at inddrage børn som aktører,
dvs. bygge videre på børns egne forforståelser/erfaringer, intentionelle rettethed
i sundhedsfremmende retning. Men evalueringen antyder, at det ikke er lykkedes
at nå derhen – idet det er uvant for de professionelle at arbejde sådan, og det
tager tid, og kræver mod.
Vi kan ikke se af de konkrete aktiviteter, som de er evalueret, hvorvidt denne
form for sundhedsfremme, som modelprojektet lægger op til, giver udbytte for
alle børn, dvs. også udsatte børn, der kommer med andre forforståelser, erfaringer,
intentioner og ofte mindre hyppig grad af handlemuligheder. Vi kan heller
ikke se, om det lykkes at inddrage deres forældre?
Evalueringen har vist, at bevægelsen væk fra et ’traditionsparadigme’ henimod
et 'innovationsparadigme' (se fi g. 1,) er svær at aktivere i modelprojektet. Og
det er generelt uvant at arbejde med aktørperspektivet i tilrettelæggelse af læringssituationer,
der indbygger sundhedsfremmetiltag. Endvidere tyder evalueringen
på risikoen for, at udsatte børn ’sættes mere ud’ ved sundhedstiltag
som modelprojektet, der rent faktisk bygger på bestemte koder, som kan genfi
ndes i middelklassens normer og livsstil. Sundhed i en social postmoderne
kontekst er (måske) andet og mere end ’dug på bordet’ og ’orden’ og ’ro’, hvis vi
skal ’nå’ børn/alle børn – og det at implementere et projekt som modelprojektet
skal ske gennem udvikling på en hel skole/institution og ikke bare i en enkelt
klasse eller på en af institutionens ’stuer’. Mange af de projektdeltagere, der har
arbejdet med at ændre rammerne for måltiderne, oplever imidlertid, at det faktisk
er de nye rammer, der får alle børn til at nå at spise deres mad og samtidig
styrke et fællesskab – hvor tidligere evt. kaotiske rammer var med til at afl ære
65