Bogen om Børn, Mad og Bevægelse - University College Lillebælt

være bekymret for den overbelastning af lærere og pædagoger, det kan føre til
– især hvis ikke det følges op af øgede bevillinger – er min bekymring i denne
sammenhæng primært rettet mod de konsekvenser, det kan have for kvaliteten
i børns hverdagsliv. Der kan nemlig meget let blive tale om en overbelastning
af børnene i form af konstant udvidelse af skolens curriculum, eller læreplaner,
hvor man samtidig med, at man til stadighed tager udgangspunkt i allerede
etablerede faglige krav og fordringer til børnene, også gør forskellige 'livskompetence-områder'
til genstand for pædagogisk planlægning, udførelse og evaluering.
Fører dette til en risiko for, at vi ud fra de bedste intentioner om at handle
i overensstemmelse med 'barnets bedste' til stadighed udfylder hverdagslivets
små porer, således at det frirum, der efterlades til børns reelle forvaltning af
deres eget liv, konstant indskrænkes? Og er det i givet fald en udvikling, der på
sigt er ønskelig og anbefalelsesværdig? Det er svære spørgsmål at fi nde entydige
svar på, men ikke desto mindre mener jeg, det er væsentligt hele tiden at rejse
dem, også – og måske ikke mindst – i projekter som det foreliggende.
En anden bekymring vedrørende kort- og langsigtede virkninger af et projekt
som dette er muligheden for, at det bag om ryggen, mellem benene og hen over
hovedet på de involverede professionelle kommer til at fremme en snigende indsnævring
af normalitetsbegrebet. I dette tilfælde i relation til børns madkultur
og kropslige udformning og udfoldelse. Bidrager projektet således til udvikling
af særlige typer af fordringer og krav til børnene, som igen kan skabe generelle
forventninger om det 'ideale institutions- eller skolebarn', som har konsekvenser
for vurderingen af de enkelte børns personlige fremtræden, kulturelle vaner
og fysiske performativitet? Umiddelbart kan man selvfølgelig indvende, at det
altid har været skolens opgave og hensigt at socialisere og forme børn, at udvikle
og evaluere dem på deres tilegnelse af kundskaber og færdigheder, som er
defi neret af skolen (og mere overordnet den til enhver tid formulerede statslige
uddannelsespolitik). Når jeg alligevel formulerer en særlig form for bekymring i
forhold til det foreliggende projekt, er det fordi, det kan siges at være udtryk for
en kvalitativ ny tendens til, at skolen ikke alene påtager sig ansvaret for at børn
får adgang til viden, færdigheder og kunnen, men at det nu er hele deres krop og
sjæl, der bliver mål for de pædagogiske indsatser, og dermed også potentielt for
den pædagogiske vurdering og evaluering.
I den sammenhæng synes det vældig vigtigt, når der i projektet formuleres en
intention om at inddrage både børn og forældre som aktive medvirkende i projektet.
Såvel børnene som deres forældre kan på afgørende vis gennem deres
opbakning til projektet bidrage til dets succes, hvilket igen givetvis er afhængigt
af, om netop både børn og forældre udvikler en form for medejerskabsfølelse til
projektet og dets udvikling. Og dette vil igen skulle bygge på, at såvel børn som
forældre føler, at de bliver hørt, og at deres forskelligartede ønsker og bekymringer
bliver taget alvorligt. Det vil således være en udfordring til projektet at
overveje, hvilken betydning man ønsker at tillægge børnenes egen tilgang til de
temaer og områder, man ønsker at projektet skal orientere sig imod.
For synes børnene at det, de professionelle formulerer som et problem eller en
udfordring, nu også er interessant ud fra deres eget perspektiv? Opfatter de det
i givet fald på samme måde som de voksne? Hvilke løsningsforslag har børnene
selv? Tilsvarende spørgsmål kunne rejses i forhold til forældrenes inddragelse
og oplevelse af reel indfl ydelse på projektet. Og den helt store udfordring i forhold
til dette er selvfølgelig, hvordan man fra skolernes side forholder sig til den
diversitet og forskellighed, der naturligvis er i både børne- og forældregrupperne.
Bliver alle synspunkter og stemmer hørt? Og ikke mindst kan man rejse
spørgsmålet, om alle synspunkter og stemmer bliver taget lige alvorligt og får
samme gennemslagskraft?
81