Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

endelig vågner op og ser, at han befinder sig i sin gamle køje, vil styrmanden hurtigt
gøre ham forståeligt, at man for at få ham tilbage har måttet betale runneren en større
sum, ja, at man såmænd har et dokument med hans egen underskrift på, som bevidner,
at det er sket med hans egen fri vilje. Både en og to måneder må sømanden sejle gratis
for at tilbagebetale sin gæld. Se, det er det, man kalder at blive »shanghajet«.
Jamen, vi traf en mand, som havde et logihus, og fik hans kort, indskød Piter - jeg er
sikker på, at han var god nok, han var irlænder og hed Donovan !
Donovan, Donovan, mumlede Mack. - Jo, jeg kender ham, og det gør tusinde sømænd
med mig. Tro nu ikke, det er, fordi jeg er skotte, jeg siger det, I ved, skotter og
irlændere har ikke meget tilovers for hinanden, men sky den fyr som pesten, drenge.
Både levende og døde sømænd, altså hvis de sidste stod op af graven, kunne i dag
fortælle om, hvordan de blev modtaget af den flinke og rare irlænder, for siden, ribbet
for penge og tøj, kun med den obligate »Donkey's breakfast«, altså en tarvelig
halmmadras, at være vågnet op godt ude i Atlanten og blevet sparket langs af dækket af
en yankey-styrmand eller bådsmand og sendt til vejrs i storm og bidende kulde i laser
og pjalter. Hvis forbandelser kunne dræbe, ville Patric Donovan i dag have ligget tre
alen under jorden. Men lyt nu til mig, drenge ! Tag kun det tøj med, som I kan have på,
lad resten i stikken, ser I jer godt for, får I snart penge til at købe nyt for. Landet her er
ikke så dårligt for den, der vil noget, og det er altid bedre at være to end at være alene.
Nu skal I have farvel, og Gud velsigne jer, jeg er glad, jeg har truffet jer. Stik så ned og
gør jer klar, jeg går midtskibs og narrer vagtmanden ind i kabyssen, mens I fordufter.
Den gamle havde rejst sig, trykkede dem begge i hånden, og inden de fik tid til at takke
ham, var han allerede på vej mod landgangen.
De havde gjort, som Mack sagde, taget det tøj på, de på nogen måde kunne have på, og
ikke en moders sjæl så deres sidste landgang fra s. s. »Olympia«.
De fulgte den forud lagte plan. Til fods spadserede de til Battery Place, og for tre cent
tog de færgen til Brooklyn, og efter endnu en travetur fandt de endelig det lille logihus,
som Mack havde givet dem adressen på. En venlig ældre kone stillede ingen nærgående
spørgsmål, hvor de kom fra, eller hvor de agtede sig hen. Hun anviste dem et par senge,
modtog betalingen, 15 cent, og ønskede dem en god og rolig nat. Det gjorde godt at få
de mange lag tøj af og komme i seng. En sømands fødder er nu engang ikke beregnet på
landjorden, var det sidste Piter mumlede, inden han faldt i søvn.
TREDIE KAPITEL
Shanghajet!
Et par dage holdt Edward og Piter sig i ro, til de var klar over, at »Olympia« var sejlet.
Ovre i Manhattan voldte det dem ingen vanskelighed at få arbejde, kæmpebyen var ved
at gå over fra hestesporvogne til sporvogne, drevet ved elektricitet. Den brede Avenu
fra Bowling Green til Bronx Park genlød af hakkeslag, og i de tidlige morgentimer
sprang gnisterne som fyrværkeri fra de hårde flintesten. En summen og pludren på
alverdens tungemål fortalte, at her tjente emigranter fra alle lande deres første dollar.
I mere end en måned havde de to kammerater arbejdet fra seks morgen til seks aften.
Allerede klokken fire forlod de deres ' logi i Brooklyn for at nå Manhattan til arbejdstid.
Halvanden dollar var daglønnen, og de penge var tjente. Når endelig ugens eneste
fridag, søndagen kom, var de for trætte til at gå ud. For Edward faldt arbejdet ikke så
tungt, hjemme på Læsø havde han været vant til at tage fat fra sin tidligste barndom.
11