Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

hjælpeløse. Kødet var en kærkommen afveksling for fisk og brødfrugt, og skjoldene
solgte man med god fortjeneste til traderne.
Nu så Edward med egne øjne de mange skildpadder, og en plan modnedes om,
hvorledes man kunne grave damme og opbevare dem, ja ligefrem drive skildpaddeavl,
men til besætningens store sorg og forbavselse nægtede han at stoppe skibet for at fange
dem. Den uro, han havde følt, og som havde drevet ham til at fremskynde hjemfærden,
havde ikke forladt ham, men blev tværtimod større og større, jo nærmere han kom øen.
Desværre viste hans bange anelser sig at slå til.
Allerede før de nåede ankerpladsen, kom en kano ud imod dem, men roerne mødte dem
ikke, som man plejer at modtage de hjemkomne, med sang og tilråb. De sad tavse, til
båden kom langs skonnertens side, og det var sørgelige nyheder, man havde at berette:
Medens de fleste af øens mænd havde været travlt beskæftiget med at bringe
skildpadder iland, var landsbyen blevet overfaldet af den flygtende kong Nalepei og
hans tilhængere. For sent havde de få vagtposter opdaget fjenden. Den gamle kongsgård
var da allerede et flammende bål. En ung pige, som havde set de fjendtlige krigere og
straks havde slået alarm, var straks blevet gennemboret og dræbt af Nalepais spyd. Da
mændene, hidkaldte af bøsseskud, var nået iland, var forbryderne over alle bjerge.
Edward hørte tavs på mændenes forklaring. Nu fortrød han bitterligt, at han ikke før sin
afrejse havde gennemsøgt øen og enten dræbt eller tilfangetaget de flygtende fjender,
men han havde så småt troet, at Nalepei ville være for fejg til at vende tilbage, så de
havde kunnet undgå yderligere blodsudgydelse. Nu indså han sin fejl, skylden for den
unge piges død var hans, og der var ingen vej udenom, Nalepei måtte uskadeliggøres,
og helst skulle det ske for den nye konges hånd.
ELLEVTE KAPITEL
Den sidste kamp
Så snart skibet var velforankret, gik han iland. Hans brud måtte tage ophold hos sin
moder, skønt gifte efter loven var de endnu ikke mand og kone efter Wuvulu-skik. Han
lod bud gå ud, at de ældste skulle indfinde sig til råd, selv begav han sig med Kali til sit
hus. Mørket var faldet på, og en dyster stemning havde bredt sig over landsbyen, netop
på denne dag, der skulle være en glædens og festens dag med sang og dans for de
hjemvendte.
Fra den store, åbne plads foran den nedbrændte kongsgård lød gråd og klagesang. Det
var de gamle kvinder, som natten igennem ville tage afsked med den dræbte unge pige.
Som alle øens store hytter var Edwards hytte også bygget på pæle. Foran indgangen
havde han ryddet en plet jord for buske og græs. Her tog de gamle mænd plads,
efterhånden som de ind fandt sig, selv sad han i en stol foran hyttens indgang. Mændene
var alle i fuld krigsmaling, pyntet med fjer og bemalet på de nøgne kroppe. Det var et
uhyggeligt syn at skue for en hvid mand og et syn, han håbede, han havde set for sidste
gang, da han fordrev kong Nalepei. Een for een rejste krigerne sig og udslyngede trusler
mod fjenden, og til sidst måtte Edward, som deres konge og øverste hærleder, erklære:
Død over Nalepei og hans tilhængere. Igen lagde man en slagplan, men denne gang
måtte det ikke mislykkes, hvis man ville have fred på øen. Wuvulu skulle finkæmmes,
Nalepei og hans mænd findes, døde eller levende.
Fremstødet skulle finde sted ved daggry, og langt om længe trak de forsamlede sig
tilbage for at afvente morgenens komme.
52