Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Edward plads, og medens hele øens befolkning i deres stiveste puds, med fjer og
blomster om hals og i hår, så til, bandt øens ældste den hvide kongemusling fast om
hans pande og Edward kunne modtage folkets velfortjente hyldest.
Nu blev der festet, spist, sunget og danset. I hele to dage varede festen, men så var der
heller ikke tid til mere. Edward havde travlt med at komme igang. En ny kongsgård
skulle opføres. Udkast og tegninger lavede han selv, og ved bygningen var den afdøde
konges broder, Villemauta, ham en stor hjælp. Villemauta var en dygtig bygmester og
forstod at lede et stykke arbejde, men forretningen, som skulle give penge,
kokosnødderne, måtte heller ikke glemmes. Efterspørgslen på copra var stadig stigende,
og prisen kunne sættes op. Nu kom også de bestilte varer fra Johnson, fjerkræet, som
blev overladt i kvindernes varetægt, og store arealer blev ryddet og beplantet med
frugttræer og bananplanter. Et par dusin katte vakte først vild rædsel blandt beboerne,
da de ankom og blev sluppet løs. Et par stykker var allerede blevet dræbt af ivrige
jægere, før Edward fik forklaret dem, at kattene var fredelige og skulle være husdyr, der
holdt mindre velkomne husdyr, som rotter og mus, borte fra hytterne. Det hjalp, og
inden længe var kattene optaget i Wuvulufamilierne. Vanskeligere havde de indfødte
ved at vænne sig til seks store, glubske vildsvinehunde, som Edward også indførte for at
bruge dem som jagthunde, hvorimod et par små kinesiske ponnyer hurtig blev alles
kæledægger.
Tyveri var ikke ukendt på øen. Før brugte man at dræbe en mand, som stjal en anden
mands kano eller våben, men dette forbød den nye konge og indførte i stedet for
pryglestraffen. En gang om ugen afholdtes råd, hvori de ældste mænd deltog. Enhver
kunne fremføre sin klage, sagen blev diskuteret, til man enedes om en løsning.
Pryglestraf eksekverede kongen selv med et tyndt spanskrør, og kun sjældent gjorde
synderen sig skyld i gentagne forbrydelser, dertil havde kong Faiu et for godt håndelag.
Tilnavnet Faiu, som betyder den sejge kokosbast, havde man allerede givet ham før
kroningen som en belønning for hans tapperhed i kampen mod Nalepei. Nu antog han
det som kongenavn, da hans undersåtter vanskeligt kunne udtale hans danske navn.
Nu oprandt en god tid for beboerne på Wuvulu. Der var arbejde til alle. Selv de, som
ikke yndede at tage fat, blev ivrige, når de så, hvorledes kong Faiu belønnede de flittige.
Betalingen var stadig byttevarer, glasperler, spejle og spraglede stoffer og husgeråd til
kvinderne, og piber, tobak, værktøj og våben til mændene, og hvem vil vel være fattige,
når man let kan blive rig, alle tog fat.
Foruden at rydde jord til plantning blev der gravet store damme, beregnet til opdræt af
skildpadder; og en del af de drivende træstammer, som viste sig at være af en meget fin
art gavntømmer, blev benyttet til husbygning. Men trods arbejdet glemte man heller
ikke glæderne. Der blev afholdt store fester, og kongen deltog altid og var, når han var
rask, den muntreste af de muntre. Om aftenen efter arbejdet samledes han med
landsbyens ældste, og medens man røg en pibe tobak ved bålet, blev der fortalt sagn og
legender, og kongen havde altid noget at fortælle fra sine mange rejser, som gjorde
lykke.
Bygningen af kongsgården skred hurtigt frem. Huset blev stort og rummeligt, så kongen
på en værdig måde kunne modtage og huse de gæster, der kom til øen, ofte blev de der i
mange dage, og kong Faiu nød at have selskab. De tyske embedsmænd anerkendte fuldt
ud den nye regent, der optrådte med en myndighed, der var en konge værdig. En svensk
greve, som havde hørt om læsødrengen, der var blevet konge, aflagde besøg og
blev i flere måneder og samlede oplysninger, om Wuvulufolket, og det var med oprigtig
sorg, at kongen og hans folk tog afsked . med ham. Men allerstørst var glæden, når
54