Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Under opholdet på reden havde flere af besætningen gjort forsøg på at rømme fra skibet
ved at gemme sig i de store pramme og sejle med ind, men inde i havnen gennemsøgte
de chilenske betjente nøje hver pram i håb om at finde een eller flere rømningsmænd,
som de så arresterede, for siden, mod en .klækkelig dusør, at overgive dem til skibets
kaptajn. Nu var »Silver Spray« næsten fuldlastet, og de to kammerater blev mere og
mere nervøse for, at deres ven skulle svigte dem, men endelig den sidste dag, netop som
de havde slået sig til tåls med, at de skulle gøre rejsen rundt Hornet endnu engang, fik
Piter stukket en lille seddel i hånden fra en af pramskipperne. På sedlen stod, hvorledes
de skulle forholde sig. Efter middagspausen skulle de sørge for at komme på det hold,
der nede i prammen lagde sækkene tilrette i stropper, klar til at hive ombord; så skulle
pramskipperen nok ordne resten.
Alt gik glat, næsten alt for glat syntes de. I en hvilepause var det lykkedes dem at få de
fleste af deres ejendele stukket ned i pramskipperens lille lukaf. Så snart det sidste
slæng sække var hejset ombord, stak de ubemærket ind i prammens lukaf, og lidt efter
mærkede de, at den var på vej ind mod land. Så snart prammen var fortøjet, gav
skipperen tegn til, at de kunne gå i land. Fra prammens dæk så de til deres store
forskrækkelse to betjente, bevæbnede med sabel og pistol, sidde i skyggen af et pakhus,
de skulle forbi for at komme bort fra havnen. Skipperen så deres betænkelighed ved at
gå og lod dem ved tegn og fagter forstå, at de ikke havde noget at frygte, alt var taget i
betragtning, men de kunne naturligvis heller ikke vide, at deres tyske ven ikke, som han
havde fortalt dem, var almindelig' arbejder, men derimod betalt hverver, som skulle
lokke søfolk op til minerne. For anden gang løb deres godtroenhed af med dem, men
heldigvis var den kontrakt, de fik forelagt på mineselskabets kontor, kun lydende på
seks måneder, ,og lønnen var slet ikke så ringe.
Salpeterværkets ledere og flere af formændene var tyske og behandlede de to
kammerater godt, og inden længe blev de forfremmet til fører af tipvognstog, en
overordnet stilling, der gav endnu bedre betaling og mere frihed. Men hverken arbejdet
eller det tørre klima passede dem i det lange løb. Igen meldte længslen efter søen sig, og
da deres tid var udløbet, fik de deres penge udbetalt, sagde farvel og begav sig ud til
kysten, til Iquiqui, hvor der var hyrer nok at få, men foreløbig besluttede de at tage den
med ro, til noget særligt viste sig. Med de penge, de havde, kunne de tillade sig både at
bo godt og spise godt.
En dag, da de sad på en lille restaurant ved havnen og spiste små stegte fisk, som var
blevet deres livret, lød der pludselig en kendt stemme ude fra gaden: Hallo, landsmænd,
gi'r I ikke et glas vin til en fattig sømand, der har mistet skib og hyre?
Forbavset, men glædelig overrasket, genkendte de i den lasede, solbrændte
mandsperson deres gamle kammerat nordmanden Helge fra »Silver Spray«, og det kan
nok være, at gensynet blev fejret.
- Hør, hvordan pokker kom du iland fra »Silver Spray«, spurgte Edward, da den første
gensynsglæde var blevet fejret.
- Vi nordmænd klarer altid grejerne, lo Helge - men skal jeg være helt ærlig, så kan jeg
takke jer derfor. Da skipperen opdagede, at I var rømt, blev fire mand og
andenstyrmanden kommanderet ned i jollen for at ro ham iland for at melde rømningen
til politiet. Han lod os blive tilbage i jollen under styrmandens opsigt. Jeg havde nogle
penge, som jeg mærkværdigvis ikke havde fået brugt under sidste landlov. Ved at love
andenstyrmand en kold flaske øl fik jeg lov at gå op til en af butikkerne. • Jeg kom
naturligvis ikke tilbage. Han sendte en italiener op efter mig, han blev også borte. Nu
var han imidlertid blevet bange for, hvad skipperen ville sige, når han kom tilbage og
24