Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Edward følte, han blev rød i hovedet, tog sin sæk og ville gå, men manden lo, slog ham
på skulderen og gjorde tegn til, at han skulle sætte sig. På hollandsk gav han konen
besked om at bringe dem kaffe, og selv satte han sig over for Edward.
Ja, lo han - det spørgsmål skal du nu ikke svare på, men man har ikke for ingen ting
været Boardingmaster i tyve år, man vænner sig til at se folk an efter størrelsen af deres
køjesæk. Du må tænke på, at der i årenes løb kommer mange søfolk her og søger hyre,
nogle har ingen penge, men sætter deres tøj i pant, til de får hyre, så det er blevet en
vanesag at vurdere en mand efter, hvor meget tøj han har!
Jamen jeg har penge og kan betale for logi, svarede Edward hurtigt, lidt bedre tilpas,
efter at manden havde forklaret grunden til sin nysgerrighed.
Nåh, ja, godt ord igen, lo Anderson, vi bliver nok enige. Men hvad sejler du som, og
hvor gammel er du.
Letmatros, jeg er atten år, svarede Edward.
Det må jeg sige, du ser mig mest ud til at være tyve!
Jeg har sejlet to år med en skonnert, men der er jo det, at jeg ingen papirer har, da du
rømte fra skibet, grinede. Anderson. - Jo, jeg fik alligevel ret, men det skal du nu ikke
bryde dig om, papirer betyder ikke så meget i disse tider. Det har mere at sige, at en
mand kan udfylde sin plads. Jeg er selv forhyringsagent og skal nok finde en hyre til
dig. Nu må vi først finde en seng, men det ordner min kone, hun er hollænder, men kom
ikke for sent hjem og for alt i verden ikke fuld, for så vanker der det, I på dansk kalder
øretæver; men du ser mig nu heller ikke ud til at være af den slags, så vi skal nok
komme ud af det sammen.
Edward kom til at dele værelse med en jævnaldrende tysker, Piter, der havde boet i
Andersons Boardinghouse en uges tid. Piter var en lille, kraftig og mørkhåret fyr, let til
smil og latter. Han talte meget lidt engelsk, men Edward kunne dog forstå, at han var
kommet syg i land fra et hollandsk skib og nu ville på langfart. De blev hurtigt venner,
Piter havde brugt sine penge under hospitalsopholdet, men Edward delte broderligt
tobak og cigaretpapir med ham. Hver morgen travede de til havnen, så på de mange
skibe og spurgte efter hyre, og under deres traveture blev de enige om, at de så vidt
mulig skulle se at komme med samme skib, og lejligheden kom hurtigere, end de havde
turdet håbe. Den fjerde dag efter Edwards ankomst bankede det på døren tidlig om
morgenen, det var Anderson.
Hvad siger I til at komme ud at sejle med en damper, spurgte han.
En damper?
De to drenge var lysvågne, sad op i sengene og kikkede spørgende på Anderson.
- Ja, det er rigtigt nok, lo han - en stor ny damper, som hedder »Olympia«, skal have en
jungmand og en letmatros, det må da være noget for jer!
- Jamen, vi har aldrig sejlet med dampskib, stammede Edward.
- Betyder ikke noget, betyder ikke noget, min ven, sagde Anderson. - For et par
sejlskibssømænd som jer bliver det såmænd den rene søndagssejlads. Ikke noget med at
gå til vejrs om natten, rene tørre køjer at kravle i på frivagten og varm mad tre gange
om dagen. Se nu at komme ud af fjerene, før andre kommer og napper kagen for næsen
af jer!
Og det lod de to sig ikke sige mere end een gang. Kort efter var de, med deres
køjesække på nakken, sammen med Anderson på vej spurgte efter Edwards manglende
papirer, hyrekontrakten blev underskrevet, at Anderson for sin »tjeneste« fik udbetalt
halvdelen af deres første måneds hyre, skænkede de ikke en tanke, sådan var det nu
engang. Først da de stod ved skibets landgang, hvor Anderson skulle aflevere dem til
6