Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Well, well, det respekterer jeg, men huset har også andet at byde på. Luis! Bring de to
unge gentlemen en kop kaffe, af den gode, og giv mig et glas øl, råbte Donovan og slog
faderligt ud med hånden.
Opvarteren bragte de to kopper kaffe og øllet, og drengene og Donovan tog plads ved
bordet. Kaffen var stærk, måske en smule bitter efter deres smag, men ellers god.
Donovan løftede sit fyldte glas til en skål.
Skal vi så lade den lille uoverensstemmelse være glemt, gentlemen, så skal jeg love for,
at der skal blive en god hyre til jer med det første, ja endda med det allerførste!
Edward og Piter hilste igen med deres kaffekopper. Opvarterne, som var færdige med
oprydningen, havde taget plads ved et lille bord i lokalets anden ende. Edward kom
tilfældigvis til at kaste et blik i spejlet over buffeen, et øjeblik syntes han at læse et
skadefro eller nærmest triumferende blik i deres øjne, men han fæstede sig ikke derved.
Han følte sig pludselig lidt mat, det var nok reaktionen efter ophidselsen under kampen.
Han tog igen en slurk kaffe, men opdagede pludselig, at Piter sad med lukkede øjne og
trak vejret på en underlig langsom måde. Han ville tale til ham, men mærkede, at
tungen ikke rigtig lystrede. Han vendte blikket mod Donovan, den store Irlænders
skikkelse forekom ham lidt sløret. Noget begyndte at dæmre i hans hjerne, med begge
hænder greb han fat i bordets kant, han var med eet klar over, at uden hændernes hjælp
kunne han ikke rejse sig. I spejlet så han, at de tre opvartere havde rejst sig og langsomt
kom hen imod bordet, hvor han sad. Han ville og måtte op, han ville råbe, men
pludselig så han som gennem et tågeslør Piter glide fra stolen og ned på gulvet. Det
sidste han så, var den store irlænder, der smilende satte sit tomme glas på bordet,
tørrede sig med hånden om munden, så blev alt mørkt omkring ham.
Edward var hjemme igen, hjemme på Læsø. Sammen med sine gode kammerater lå han
i faderens lille jolle. Der gik en krap sø, som gav jollen små huggende bevægelser, men
det værste var, at han sad med siden mod den skarpe toft, og skønt han hele tiden
forsøgte at flytte sig lidt, blev toften ved med at hamre mod hans sideben. Det var som
et ulideligt mareridt. Langt borte syntes han også at høre stemmer, men det var ikke
høje drengestemmer, men en dyb, arrig bas. Hans tunge øjenlåg gled med besvær op.
Der var halvmørkt og skummelt omkring ham. En ram lugt af bundvand og tovværk,
som han kendte så godt fra skonnert-lukaferne, rev i hans næse. Nu opdagede han, at
smerten i hans side ikke kom fra en jolletoft, men fra en svær støvlenæse, som
regelmæssigt blev hamret ind i hans ribben. Han kæmpede sig op i siddende stilling.
- Hvor er jeg, hvor er Piter, spurgte han og så op på den store mand, som stod bøjet over
ham. I sin halve bevidstløshed havde han spurgt i sit modersmål, manden rystede blot
på hovedet.
- Hør nu, unge mand, hvis du og det andet skrog der bilder jer ind, at I er passagerer, så
skulle I se at få jeres penge tilbage. Hvis du engang til åbner tremmekassen på det
niggersprog, du lige talte, skal jeg tvære dig ud, så selv ikke din mor kan holde synet af
dig ud. Se så at komme på højkant, få liv i den anden strandvasker, eller smid ham over
bord, hvis der ikke er liv i ham. Her har vi kun brug for levende folk, mærk dig det, min
ven, meget levende folk !
Virrende på hovedet, som for at sætte hjernen i bevægelse, så Edward den talende
forsvinde op gennem en lem i noget, han forstod måtte være dækket. Nu opdagede han
Piter, der lå udstrakt på en presenning, og gik igang med at ruske ham vågen. Det tog
nogen tid, men endelig fik han dog øjnene op og så sig spørgende om.
Hvad pokker er. den af, Edward, jeg synes lige vi sad og drak kaffe sammen med
Donovan for et øjeblik siden, hvor er vi nu?
14