Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Hans hånd søgte revolveren, den var borte. Han sundede sig lidt efter slaget og slæbte
sig derpå længere ind i tykningen. Det lykkedes ham at komme uden for lysningen og
op i et træ. Hvad han nu så, glemte han aldrig. Hans mere eller mindre bevidstløse
mænd blev under vilde hyl fra krigerne slæbt ind i lysningen og klynget op i træerne, og
nu begyndte en dans, der i vildhed overgik alt, hvad Edward i sin vildeste fantasi havde
tænkt sig. Han kunne ikke holde ud at overvære rædslerne, og skønt stærkt blødende fra
såret i hovedet lykkedes det ham skjult at slippe ned til stranden. Wuvulumanden
modtog ham og støttede ham ned til båden. Her mødte ham endnu et grimt syn. Foruden
ham selv var det lykkedes en af mændene at slippe tilbage, men manden var bevidstløs
og blødte fra flere dybe sår i hovedet og på kroppen. Edward var udmattet af blodtabet
og anstrengelserne, men Wuvulumanden viste sig som en god hjælper. Uden at komme
med spørgsmål roede han selv båden med de to sårede ud til »Swalbe«, hvor Piter og de
andre ombordværende hurtigt fik dem ombord. Piter ville straks gå igang med at
behandle Edwards sår, men skønt denne nu var meget mat, bad han dem først tage sig af
den indfødte. Her var dog ingen hjælp mulig, et af slagene havde beskadiget kraniet, og
sømanden udåndede.
Edward var blevet anbragt på en madras, og medens sømændene hurtigt gik igang med
at lette ankeret for ved hjælp af sejlene at komme bort fra de farlige naboer, inden disse
skulle finde på at aflægge besøg i deres kanoer, tog Piter fat på at behandle sin
kammerats sår. Med en barberkniv måtte han rage det meste af håret af den ene side af
hovedet, et dybt sår fra issen til halsen skulle syes sammen. Piter havde ikke mere
kendskab til den slags, end hvad han havde læst sig til i skibets lægebog, men i
midicinkisten fandtes både nåle og tråd til dette brug. For første gang ombord blev der
taget hul på den lille spiritusbeholdning, som de medførte. Piter vaskede det lange sår i
whisky, men den sviende smerte var for meget for Edward, og for første gang forlod
bevidstheden ham. Han mærkede ikke, Piter syv gange førte nålen. gennem hans
hovedhud i skæret fra petroleumslampen, som Wuvulumanden holdt, og han hørte ikke
sømændenes sørgesang for deres døde kammerat, der som en uhyggelig, monoton
klagelyd fyldte den mørke tropenat med uhygge, mens »Swalbe« for en let brise
fjernede sig fra den ugæstfrie kyst.
Piter var ilde tilmode. Nu efter et døgn var Edward stadig ikke vendt tilbage til
bevidstheden, han havde høj feber, kastede sig i vildelse frem og tilbage i køjen, og det
var nødvendigt stadig at have en mand til at passe på, at han ikke i anfaldene skulle rive
forbindingen af såret. Her viste matroserne en hjælpsomhed, der glædede Piter. De var
kommet til at se op til de to hvide mænd, der på alle måder behandlede dem godt, ja
endda havde taget sig af deres sårede kammerat, før der blev set til Edwards sår. Men
alene med halv besætning og en ubrugelig motor var det nødvendigt hurtigst muligt at
søge hjælp, og da Edward efter symptomerne sikkert ved siden af såret var blevet
angrebet af tropefeber, måtte han under kyndig pleje.
Vinden var dem gunstig, efter et par døgns sejlads nåede de handelspladsen, hvor de
først havde gjort landgang. Traderskonnerten, de havde set på udrejsen, lå der endnu, og
Piter lod en båd sætte i vandet og roede over til skibet. Skipperen, en ældre mand, sad
agterude under solsejlet, han bød Piter på en drinks, men da han hørte, hvad besøget
gjaldt, gjorde han ingen unødvendige spørgsmål, men fulgte straks med ombord i
»Swalbe«. Et blik på Edward var ham nok, han gik medicinkisten igennem og fandt,
hvad han havde brug for, kort efter sov Edward en rolig søvn, og nu tog skipperen sig
tid til at spørge Piter ud, men først forlangte han en whisky af en størrelse, som fik den
forsigtige Piter til at spærre øjnene op.
34