Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Karl, som blev hans øjesten. Kong Faiu var efter forholdene blevet en holden mand. I
nogle år korresponderede han flittigt med sine forældre, og ikke så få penge fandt vej til
den lille ø i nord, men forholdene blev vanskeligere, og der blev langt imellem brevene.
Hvad grunden var, anede han ikke. Krigen i Europa hørte han først om, da den omtrent
var forbi, og at de tyske besiddelser i øhavet overgik til andre, spillede ikke nogen
særlig rolle for ham og hans folk, så længe 'de blot kunne sælge deres copra.
På et tidspunkt, hvor hans helbredstilstand var nogenlunde god, besluttede han sig til at
foretage en rejse til Ny Guinea for at gå på jagt efter paradisfugle, en meget yndet og
meget indbringende jagt, som han havde hørt megen tale om. Atter blev den lille
skonnert udrustet, men først måtte han aflægge besøg på øerne Kairiru og Silo, hvor
nogle af de dygtigste paradisfuglejægere levede. For gode ord og betaling fulgte fire
mand med ham. Ombord i skonnerten medbragte han fire lette kanoer, som skulle
benyttes til sejladsen op af floden til fuglenes tilholdssted. Skonnerten blev ankret op i
en flodmunding, og man gik i kanoerne.
I fire dage roede man op ad floden, før man kom til bestemmelsesstedet, man gik i land
og slog teltene op og gjorde bål. Næste morgen tidlig vækkedes jægerne af et infernalsk
spektakel, der hurtigt fik dem på benene og i tøjet. Man kunne stadig kun høre fuglene,
ikke se dem, og vejen gennem det tætte urskovskrat var vanskelig at bane. Man måtte
bogstaveligt hugge sig igennem ved hjælp af økser, men langt om længe nærmede man
sig fuglenes parringsplads. Hverken kong Faiu eller hans ledsagere kunne tilbageholde
latteren ved synet af det skuespil, de smukke fugle opførte. De farvestrålende hanner
bruste med fjerene, pustede sig op som runde kugler og hoppede skrigende fra gren til
gren for at gøre indtryk på hunnerne. Men skønt mændene lo, så det skingrede, tog
fuglene tilsyneladende ingen notits af deres tilskuere. De skønne fugle, hvis fjer
skinnede i alle regnbuens farver, lettede på sidefjerene, så det til tider så ud, som var de
indhyllet i et dunkelt silkeslør.
Efter at have betragtet det skønne syn i nogen tid, besluttede Faiu sig til at nedlægge et
eksemplar. Han var blevet alene og så sig om efter en fugl i nærheden, men lige som
han skulle trykke af, så han til sin store forbavselse fuglen dale lydløst mod jorden. På
samme måde gik det med den næste og den næste igen. Men nu fik han øje på
fuglejægerne, som han helt havde glemt, lydløst gled de fra gren til gren, og fugl efter
fugl faldt lydløst til jorden, ramt af pile fra deres pusterør. I løbet af en halv time lå ikke
mindre end fjorten af de skønne fugle døde på jorden. Først da begyndte de andre fugle
at ane faren, og med høje advarselsskrig til hunnerne gik de på vingerne og var borte
over trætoppene.
De dræbte fugle blev samlet sammen, og de indfødte jægere tog straks fat på at flå dem,
en proces, der foregik med megen forsigtighed og krævede en øvet hånd, så ikke een
eneste af de smukke fjer blev beskadiget. Fugleskindet skulle tørres, udstoppes med
tørt, krydret mos og pakkes ind enkeltvis for at tåle transporten tilbage.
Inden mørket faldt på, var man tilbage i lejren, og efter at maden, der bestod af duer,
man havde skudt på tilbagevejen, var sat til livs, sad man rundt om bålet og lagde planer
for næste dags jagt. Her fik Faiu at vide, at jagten på paradisfugle var mere end en
almindelig jagtudflugt, nærmest et studium af fuglenes liv. Jagten kunne kun foregå i
den korte parringstid, da fuglenes fjer var de smukkeste og hannerne på grund af deres
optagethed af at gøre kur mindre forsigtige. Blev fuglene først forskrækket, flygtede de,
men ikke længere, end man næste dag kunne opsøge dem nogle få miles fra stedet, hvor
man først havde truffet dem. Men en bøsse måtte man aldrig affyre, hvis der var mere
end et par fugle tilstede, det ville uvægerligt skræmme dem langt bort, derfor kom den
56