Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

jer lidt ind i handelen med copra. Lave et par tradere ud af jer kan jeg ikke på den korte
tid, men jeg kan give jer nogle gode råd, som måske kan hjælpe jer til ikke at falde i de
fælder, der vil blive stillet for jer, så længe I er nye i faget. Lad os lukke biksen her og
gå hen og spise til middag sammen, hvis der da endnu findes en kok og en opvarter, der
ikke er stukket af ud til guldfeltet Næste aften sejlede de to kammerater af sted med
passagerbåden. Inde på kajen stod Johnson, Hernheims repræsentant, og ønskede dem
lykke på rejsen. De var begge kommet til at synes vældig godt om den gråhårede mand,
der i den korte tid, de havde kendt ham, havde fortalt dem så meget om handel med
copra, at de følte sig vel rustede til at tage fat på deres nye job. Johnson havde også
været dem behjælpelig med at købe deres tropeudstyr, samt en brugt sekstant til
Edward. Ingen skulle i de to unge mænd, klædt i tropetøj med hvide
styrmandskasketter, genkende to forhenværende matroser fra den amerikanske bark,
»Silver Spray«.
Den lille damper, »Sankt Stephen«, havde last og passagerer til mange byer på kysten,
og først en uge efter afrejsen fra Brisbane nåede de Port Moresby. Uden for havnen, der
lå i en bugt, lå en halv snes små hvidmalede skonnerter og kuttere til ankers. De to
kammerater spejdede ivrigt efter »Swalbe«, som John
son havde fortalt, at deres nye skib hed, men damperen gik så langt uden om de
opankrede skibe, at det ikke var dem muligt at skelne navnene.
De blev vel modtaget på handelsselskabets kontor. Havde de ventet hentydninger til
deres unge alder, så udeblev disse ganske. Når Johnson i Brisbane havde antaget folk,
så var Hernheim tilfreds med dem, hørte de fra flere sider. Inspektøren kom straks med
et kort over farvandet, de skulle besejle, og de øer, de skulle besøge, men lod dem
samtidig vide, at det stod dem frit for at knytte handelsforbindelser også på andre øer,
hvor de mente, der kunne gøres fordelagtige forretninger. Derefter blev lange lister over
de varer, de skulle have med i lasten og bruge til tuskhandel med de indfødte,
gennemgået. Al handel foregik som byttehandel. Til gengæld for copraen fik de
indfødte tobak, knive, værktøj, søm, glasperler, kulørte bånd, lommespejle og meget
andet, alt sammen godtkøbskram, som selskabet indførte fra Tyskland, men ting, som
de pyntesyge øboer satte stor pris på.
Inspektøren indprentede dem også, at de endelig måtte se efter, at den copra, som
bragtes ombord, var godt tør, da tør copra ikke så let gik i forrådnelse og også vejede
mindre.
De lyttede opmærksomt til forklaringer og gode råd, det meste af det havde Johnson
allerede fortalt dem. De var kun utålmodige efter at se deres skib, og endelig blev
inspektøren da færdig og foreslog, at de skulle lade sig ro ud til »Swalbe«.
Nede i havnen ved en lang pælebro lå en halv snes små robåde fortøjet. I skyggen af et
faldefærdigt varehus sad nogle indfødte, kun iklædte eet nødtørftigt lændeklæde, og
spillede kort. Så snart de fik øje på de tre hvide mænd, sprang de op og stormede dem
imøde. Inspektøren valgte fire af de brune fyre, og lidt efter var de i en af bådene på vej
ud mod de opankrede skibe. Undervejs forklarede inspektøren, at de fire roere kun var
antaget til at forhale »Swalbe« ind til pælebroen, så de kunne begynde lastningen,
besætning til rejsen måtte Edward selv udvælge, men han trøstede ham med, at der
såmænd ville melde sig flere, end de fik brug for, når det først rygtedes, at skibet var
ved at blive gjort klar.
Edward nikkede til svar. Også med hensyn til besætning havde Johnson givet dem gode
råd om, hvilke slags folk de skulle vælge. Medens inspektøren talte, sad Edward og
Piter og spejdede efter hvert skib, de passerede. Endelig nåede de det sidste skib,
29