Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

øg den højre hurtigt frem, greb fat i støvlehælen, og et kraftigt ryk trak den lange
styrmand ned ad lejderen, mens hans ryg og nakke gjorde et ubehageligt bekendtskab
med alle lejderens messingbeslåede trin. Inden andenstyrmanden fortumlet var kommet
på benene, var Edward over ham, og de to tumlede rundt på dækket i vildt
håndgemæng.
Forude i lukafet havde man hørt støjen. Matroserne kom væltende ud af døren for at
overvære det kærkomne skuespil, et slagsmål altid var, når der vel at mærke var chancer
for, at det gik ud over en af de forhadte overordnede. Piter sluttede sig til tilskuerne,
bekymret for hvordan det skulle gå Edward mod den meget ældre og sikkert rutinerede
slagsbroder.
Den lange styrmand var stadig fortumlet efter faldet, medens Edward var kold og rolig,
optændt af raseri over det beskidte triks med sparket, som den anden havde benyttet.
Var han ikke så velbevandret i boksekunsten, så hjalp ungdommens let bevægelighed
ham til at undvige de susende slag, der blev rettet mod hans hoved, selv fik han også
lejlighed til at slå igen, og et par gange var den lange ved at gå i dækket, fulgt af
mandskabets opmuntrende råb, men atter fandt han balancen, og Edward måtte
indkassere nogle drøje hug. Hvordan kampen ville være spændt af er ikke godt at sige,
hvis ikke et skarpt kommandoråb fra halvdækket havde fået de to kæmpende til at holde
inde.
Piter havde lagt mærke til, at både kaptajnen og førstestyrmanden oppe fra halvdækket i
adskillige minutter havde været vidne til kampen, men nu, da det begyndte at se sort ud
for andenstyrmanden, fandt kaptajnen det tilrådeligt at standse slagsmålet, hvilket
tilskuerne ikke undlod at give deres højlydte mishag tilkende over. Var man end både
shanghajet og forkuet i de store sejlskibe, så fandtes der dog en uskreven lov, som selv
kaptajner bøjede sig for: et slagsmål skulle kæmpes til ende, lige meget hvem der end
deltog, men på den anden måde kunne man vel godt sige, at slaget var afgjort. Medens
Edward, skrammet og opsvulmet i ansigtet, stadig stod på benene, så segnede hans
modstander om på lejderens nederste trin, mens han med begge hænder tog sig til sit
forslåede hoved.
Edward stod spændt ventende på, at de to officerer ville falde over ham, og han
forberedte sig til at sælge sit liv så dyrt som muligt. Også Piter ventede noget lignende,
og heller ikke han tænkte et øjeblik på at trække sig tilbage. Hans blik søgte dækket
rundt efter et våben af en eller anden art, men til begges store forbavselse skete intet af
det, de havde ventet.
Den lange andenstyrmand fik lov at passe sig selv og halede sig med besvær op af
lejderen og forsvandt ned agter. Førstestyrmanden kom ned på dækket, stod et øjeblik
og så vist på Edward, der med spændte muskler gengældte hans blik. Edward var senere
ikke rigtig klar over, om han ikke havde set et ganske lille smil i de ellers så kolde øjne.
Så gav han en ordre, og mændene stillede sig op i en række langs lønningen.
Styrmanden gik ned langs rækken, når han kom til en matros, som havde en kniv i
skeden, og det havde langt de fleste, trak han den frem, målte den i sin åbne hånd, og
det, som kniven var længere end hans håndflade var bred, brækkede han af ved at stikke
knivsbladet ned mellem to dæksplanker og træde på skaftet.
- Her ombord har vi ikke brug for lange knive, en kort kniv er både god nok til at skrabe
rundholte med og arbejde i tovværk. Er der nogen, der føler trang til at prøve kræfter,
kan de komme til mig. I er kommet her ombord for at sejle dette skib, og ikke for andet.
Hvordan I er kommet her, vedkommer ikke mig, men I kan bande på, I kommer ikke
herfra, før det passer kaptajn Brown og undertegnede. I kan få det, som I vil, pas jeres
17