Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
FØRSTEKAPITEL<br />
Rømningen<br />
Tremastet skonnert Gerda <strong>af</strong> Karlshamn lå blidt vuggende for sine fortøjninger ved kul<br />
kajen i Blyth. Kulstøvet lå som et sort, tykt tæppe over hele skibet, lugerne var<br />
skalkede, og alt var klart til at gå til søs, man ventede kun på højvandet, som skulle<br />
indtræffe kl. fire næste morgen, så Gerda og en del andre lastede skibe kunne slippe ud<br />
gennem sluseporten, og andre skibe kunne komme ind på deres pladser under kul<br />
elevatorerne, hvorfra <strong>En</strong>glands sorte diamanter, kullene, løb ned i skibenes lastrum for<br />
at blive fragtet til kul fattige lande.<br />
Der var endnu en time til midnat, alle lys var slukket ombord i Gerda, kun fra kabyssen<br />
ved fokkemasten trængte et svagt ildskær fra komfuret ud gennem den halvåbne dør. På<br />
kabysbænken sad en fjortenårs dreng og kæmpede med søvnen, som hvert øjeblik<br />
lukkede hans øjne, men aldrig så snart var øjnene faldet til, før der lød en klirren mod<br />
dørken, og drengen for op med et sæt. Spektaklerne kom fra en ildrager, som han havde<br />
siddet med i hænderne, og som uvægerlig faldt på dørken, hver gang søvnen løsnede<br />
fingrenes muskler, et gammelt trick, som søfolk ofte bruger for at holde sig vågne på<br />
nattevagten.<br />
Hver gang han således blev vækket, strakte han hals, kikkede ud på dækket og lyttede<br />
efter fodtrin, så satte han sig igen tilrette med sit vækkepatent, ildrageren, mellem<br />
hænderne. Dagen havde været lang og anstrengende, med lastning, for healing og<br />
klargøring <strong>af</strong> skibet. Alle mand var ombord med undtagelse <strong>af</strong> kaptajnen; når først også<br />
denne var vel ombord, kunne vagtmanden, om ikke med god samvittighed så dog uden<br />
større risiko, tage sig en velfortjent lur. Dokbetjentene skulle nok vække ham i god tid<br />
til at purre de andre, men falde rigtigt i søvn inden kaptajnen kom, det gik ikke, det ville<br />
i hvert fald resultere i en overhaling med påfølgende lussinger, noget drengene i Gerda<br />
ikke var uvante med. Helt misundelig lyttede han til den taktfaste snorken, der lød op<br />
fra mandskabsluk<strong>af</strong>et forude. De kunne sagtens, det var altid ham, yngstemanden, der<br />
fik det lidet misundelsesværdige job, at være nattevagt, men det var heldigvis hans<br />
sidste rejse som dæksdreng. Jungmanden Edward, danskeren, havde betroet ham, at han<br />
inden længe ville forlade skibet, så var der en chance for ham til at avancere, hvis da<br />
ikke Gerda kom til Sverige inden, men det var der ikke stor mulighed for. Det sidste års<br />
tid havde rejserne gået fra <strong>En</strong>gland til Spanien, Portugal eller Italien med kul og tilbage<br />
igen med salt. Skønne lande at besøge, men også en hård tilværelse at krydse den<br />
urolige Biscayabugt ved vintertide med et tungtlastet skib. Havde forholdene så været<br />
gode ombord, så havde det vel gået, men kaptajn Berg forlangte, at hans folk ikke<br />
sparede på kræfterne under arbejdet; til gengæld sparede han, hvor han kunne, især på<br />
kosten.<br />
Nu lød der fodtrin oppe på kajen. Hurtigt var drengen ude på dækket. <strong>En</strong> mørk<br />
skikkelse kom langsomt ned ad den lange stige til dækket.<br />
Er alle mand ombord, spurgte kaptajnen. - Javel, svarede drengen.<br />
Hold så gluggerne åbne og kald på mig, når slæbebåden kommer, godnat!<br />
Drengen fulgte ham med øjnene, til han forsvandt ned i kahytten agterude. Han skuttede<br />
sig i nattekulden og søgte igen ind i den varme kabys. Denne gang lod han ildrageren<br />
ligge og strakte sig velbehageligt på den hårde træbænk, nu var øjeblikket kommet, han<br />
havde set hen til. Øjnene faldt i, og endnu en snorken blandede sig i koret fra luk<strong>af</strong>et.<br />
3
Change language