Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

ekendt ud, da manden i det samme vendte ansigtet mod ham, så han ind i nordmanden,
Helges, grinende fjæs.
- Hvad er den af, danske, fik den forbandede irlænder også lejlighed til at komme
sovepulver i jeres børnemælk, lo han.
Edward blev rød i hovedet. Han var nok klar over, at deres medlogerende i Donovans
bordinghouse havde betragtet dem som et par lidt »grønne« fyre, fordi de aldrig deltog i
øldrikkeriet, men det var dog lidt uretfærdigt af Helge at skyde dem det i skoene, da det
i virkeligheden var hans skyld, at de var kommet i deres nuværende situation, han
kunne derfor heller ikke dy sig for at give den ældre matros et raskt svar: Vi glemte for
engang skyld at passe os selv, men næste gang jeg ser nogen i færd med at myrde en
nordmand, skal jeg nok holde labberne hos mig selv, den slags fyre er ikke umagen
værd at løfte en hånd for ! Hov, hov, godt ord igen, kammerat, grinede Helge - jeg
håber da, I fik tid til at tvære fjæset ud på et par af Pats håndlangere, før de fik ram på
jer; det tykke svin af en irlænder skal jeg nok få gjort op med en dag, når jeg kommer
tilbage!
Men mere blev der ikke ud af samtalen. Fra dækket lød styrmandens råb til dem om at
rubbe neglene, og en hel masse velsignelser og gode råd, såfremt de ikke efterkom hans
ordrer. Med et smæld foldede det store sejl sig ud, og mændene gik i gang med det
næste. Et øjeblik glemte Edward rent, hvor han var. Det var et storslået syn at skue ned
over den store sejlers dæk, se mændene dernede som små myrer løbe fra fald til braser,
lette rær, strække sejl, og til alle manøvrerne lød shantymandens opsang og matrosernes
brølen med på koret. Da de endelig igen nåede ned på dækket, var alle sejl sat, og
barken strøg af sted for en let brise. Agterude forsvandt storbyen New York i røg og dis
.
FJERDE KAPITEL
Rundt Kap Horn
Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var jer. Ubehageligheder er ikke noget man går efter, de
kommer af sig selv! sagde Helge advarende, da Edward og Piter var på vej agterud for
at tale med kaptajnen.
Man kalder Amerika frihedens land, så har en mand vel også ret til at blive behandlet
retfærdigt, svarede Edward stædigt.
Allright, det er jeres begravelse og ikke min, sagde Helge og trak ligesom beklagende
på 'skuldrene.
Men allerede ved lejderen til halvdækket blev de standset af en lang, tynd mand, som de
rigtigt gættede var andenstyrmanden.
Hvem har haft bud efter jer?
Vi vil tale med kaptajnen, svarede Piter.
Det er muligt, grinede den lange, men jeg er ikke sikker på, at »den gamle« vil tale med
jer, i så fald sender han bud efter jer, og det skal I ikke ønske jer. Skrup så af, forud,
hvor
I hører hjemme !
Men nu var Edward ved at blive gal, med sin jyske stædighed lod han sig ikke sådan
uden videre vise af. Han tog et par trin op ad lejderen, men måtte skyndsomt bukke
hovedet for at undgå det spark, den lange sendte efter hans ansigt. Blev Edward i første
omgang overrasket, handlede han dog hurtigt. Mens han med venstre hånd holdt fast i
lejderens gelænder,
16