Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

med at rejse et telt, hvor han brugte at udstille byttevarerne, og efterhånden skete det,
som aldtid skete, når en trader kom til en ø, beboerne kunne ikke længere styre deres
nysgerrighed og kom langsomt nærmere. Endelig trådte tre mænd ud af flokken og kom
henimod Edward, den yngste af dem, kunne Edward se på påklædningen, måtte være
høvdingen. Med Kali som tolk lod Edward dem vide, at han havde set de mange
kokospalmer og nu kom for at købe deres nødder. Hvis de ville bære dem ned til
stranden, ville han betale dem godt.
Den unge høvding så meget klog ud og gav sig god tid. Forsigtigt lod han forespørge,
hvad de forskellige ting blev brugt til. Edward kendte så godt den taktik, fyren trak
tiden ud for at få gaver, og nu tog han et smukt kulørt tæppe frem, et par forgyldte
armringe, et spejl og en feltstol og lod tolken sige, at det var en gave. Gaverne gjorde
høvdingen indladende, siddende i den nye stol med tæppet over sine skuldre gav han
ordre til de omkringstående om straks at gå igang med at bringe kokosnødder ned til
stranden, og han inviterede Edward og hans folk til at være hans gæster, medens
handelen stod på, og nødderne blev lastet. Edward takkede for invitationen, men klog af
skade foretrak han at kampere på stranden. Var høvdingen skuffet, så viste han det i
hvert fald ikke. Hver nat satte Edward bevæbnede vagtposter ud, og ligeledes lod han
bålet brænde døgnet rundt. Den anden nat så han fra teltet nogle skikkelser, der
fordægtigt sneg sig rundt ved stranden i nærheden af bådene. Han fyrede et par skud
efter dem med en haglbøsse. Intet skrig forrådte, at de var ramte, men næste dag fandt
hans folk blodspor i sandet. Resten af natten og den påfølgende var alt roligt, og
trediedagen var skibet lastet, og de forlod øen med løfte om snart at komme tilbage.
Edward kom igen og blev ofte på øen i flere dage. Efterhånden fandt han andre
landingspladser, og hvert sted traf han nu bekendte, så han til sidst havde erhvervet sig
en flok af faste leverandører og kunne begynde at aftale leveringer til næste rejse. Han
lærte snart deres sprog så godt, at han kunne tale uden tolk. Tigerfolket viste sig at være
gemytlige, havde let til latter og sang, og om aftenen, når de efter arbejdet sad rundt om
bålet, fortalte de gamle mænd sagn og legender. Især de unge mænds og pigers sang
gjorde et dybt indtryk på ham, han kom efterhånden til at holde af besøgene på øen, og
mere og mere modnedes tanken hos ham om at slå sig ned og tage fast bopæl hos
tigerfolket.
Hans gode ven gennem årene, Johnson, havde forladt sit gamle selskab og' var nu
direktør for et andet handelsselskab, Wahlen og Co., og ganske naturligt fulgte Edward
med til det nye firma. Han talte med Johnson om sine planer, og som altid fandt han
støtte og forståelse. Det blev en aftale, at han foreløbig skulle slå sig ned som opkøber
for firmaet, senere skulle han begynde plantning af kokospalmer. Ved hjælp af Kali og
et par betroede folk gik han iltang med at opføre et vareskur og en bolig for sig selv, og
handelsselskabet sendte jævnligt fartøjer med byttevarer og fragtede copra tilbage.
Edward var" glad for sin nye virksomhed, og mere tilfreds end han havde været i mange
år, men helt fredeligt skulle han ikke få lov til at virke.
Kongen over Wuvulu, Nalipei, som han aldrig havde truffet, men hørt så meget om,
først gennem Kali og senere af hans nye venner, så ikke med venlige øjne på, at en hvid
mand slog sig ned på hans ø. Han vovede ikke åbenlyst at genere ham; da rygtet om
Edward og Kalis skydefærdighed var blevet almindelig kendt, men i skjul af mørket lod
han nogle af sine mænd ødelægge det, Edward lod bygge om dagen. Et par gange
lykkedes det Edward at fange disse mænd på fersk gerning, men i stedet for at følge
sine mænds råd om straks at skyde synderne, gennempryglede han dem med et
spanskrør i befolkningens påsyn, en straf der var nedvædigende for en kriger og næsten
45