Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

tiden kom traderne sammen og drøftede deres rejser og delte erfaring. Den nye ånd
inden for traderne går mere i retningen: hjælp dig selv!
Det er tvivlsomt, om »Taifun«s whiskybeholdning havde slået til, hvis ikke deres gæst
var blevet afbrudt af, at Johnson kom ombord. Han havde gode nyheder. I Port Moresby
lå en lille kutter på 17 tons, som var billigt til salg. Båden var en hurtigsejler, som havde
været benyttet til perlefiskeri, ejeren havde gjort et stort perlefund og var nu på vej til
Europa for at omsætte sin gevinst og havde forinden sat skibet til salg, fortalte Johnson.
- Ja, og om seks måneder er han tilbage lige så fattig, som før han gjorde det fund,
afbrød irlænderen. - Men, never mind, jeg skal sejle jer til Port Moresby, så kan I til
gengæld fortælle mig, hvor I agter at hente den næste last!
- Allright, lo Edward og modtog med forsigtighed den udstrakte hånd, ligesom Piter
havde han lært irlænderens håndtryk at kende, - den ene tjeneste er den anden værd, vi
er allerede i gæld til Dem, og jo hurtigere vi får foden på eget dæk, jo bedre!
»Seegast« lignede mere et lystfartøj end et fragtskib. Prisen var ikke høj, og handelen
gik hurtigt i orden, og det bedste var, syntes Edward, at de ikke engang havde nødig at
gøre brug af Johnsons smukke tilbud om at låne dem penge. Nyt mandskab blev
antaget, og turen gik samme dag tilbage til Matubi. Det blev til en kapsejlads med
irlænderens skonnert, hvor »Seegast« rigtig fik lov at vise, hvad den duede til, og den
gamle trader måtte se sig slået med flere timer.
Det var længe siden, de to kammerater var gået til arbejdet med at laste og udruste til en
ny rejse med så stor iver. Da de endelig var færdige, havde det også slugt hver øre af
deres opsparede kapital. Atter engang ønskede Johnson dem god rejse, mens den gamle
irlænder stod ud af havnen i deres kølvand, stadig rystende på sit gråhårede hoved ved
tanken om, at de to unge brushaner, som han kaldte dem, stak til søs uden whisky.
Skønt »Seegast« var mindre og meget lettere at manøvrere end de to foregående skibe,
Edward havde ført, bestod besætningen dog af ni mand foruden Piter og ham selv, han
havde lært, at mandskab skulle man ikke spare på, hvis man ville gøre hurtige rejser, og
i det næste år slog den lille kutter alle rekorder i hurtigsejlads, så både den og dens
skipper var begyndt at blive en myte.
Det blev stadig nødvendig at finde nye markeder. Efter nogle gode rejser til øerne syd
for Ny Hannover, sattes kursen mod den endnu sydligere og større ø, Bougainwille. For
første gang stiftedes bekendtskab med en af de farlige taifuner, som de havde hørt så
meget om, men indtil nu lykkeligt havde undgået. Det begyndte med, at barometeret
pludselig faldt foruroligende, temperaturen blev trykkende som før regn, vinden døde
bort, og havet så ud, som lå der et tykt lag olie over det. Pludselig var stormen der, i
stærke susende stød, der var ved at rive rigningen ud af det spinkle skib. Inden det
endnu var lykkedes besætningen at komme til fald og tove, revnede storsejlet med et
brag som et kanonskud. Vinden bogstavelig blæste toppen af søerne, så vandet piskede
hen over skibet med kraft som et vandfald. Hagende sig fast med den ene hånd, for ikke
at blive revet iid i det oprørte hav, kæmpede de indfødte sømænd for at bjerge de
mindre sejl. Der var kun eet at gøre, at sejle med vinden, der for den nøgne rigning
alene førte skibet frem med en anseelig fart. Fire timer varede taifunen, så var de ude af
stormcentret, og atter døde vinden bort og efterlod tårnhøje bølger, der truede med at
slingre masterne ud af skibet. Men alt var nu surret og fastgjort, og med tabet af
storsejlet slap »Seegast« ud af orkanen, men havde tillige vist, hvad den duede til. Nu
gjaldt det om at finde en ankerplads, hvor de kunne gå iland og reparere det flængede
sejl. For små sejl og motor nærmede de sig Bougainwille. Kysten så øde og ubeboet ud,
og da de endelig kom til en lille bugt med en bred, hvid strandbred, ankrede de
41