Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

- Allright, lo den gamle trader og beseglede aftalen med at give Edward et håndtryk, der
uvilkårligt fik Piter til hastigt at gemme sine fingre i bukselommerne. - Jeg plejer nu at
sælge min last til den, der betaler bedst, og er ikke vant til, at nogen dikterer mig, hvad
jeg skal gøre. Til gengæld sætter jeg pris på, at du lader hensynet til de mennesker, I
arbejder for, komme i første række, selv om du i egen interesse hurtigst mulig skulle se
at komme til en læge med den »skramme«, du fik.
Kan jeg en anden gang gøre noget for jer, skal det være mig en fornøjelse. Jeg er
forretningsmand, men jeg ser sådan på det, at der er plads til os alle her ude, og lad så
lige den whiskyflaske cirkulere, I to gør den jo ingen skade !
OTTENDE KAPITEL
Foden på eget dæk
Menneskene ældes hurtigt i tropeklimaet, unge folks udseende kan som følge af hårdt
arbejde og tropesygdomme forandres næsten til ukendelighed i løbet af få år. Derfor
måtte Hernheims forhenværende repræsentant i Brisbane, nu leder af samme selskabs
nyoprettede handelsfirma på øen Matubi, kikke to gange, før han i de to besøgende
tradere genkendte de to unge mænd, han for fem år siden havde sagt farvel til og ønsket
god rejse, da de forlod Brisbane for at rejse ud til eventyret i sydhavet. Til gengæld blev
gensynet hjerteligt. I årene, der var gået, havde han nøje fulgt dem, og kun godt havde
han hørt om de to, der på grund af deres redelighed og ikke mindst ædruelighed havde
skabt respekt om deres navn og skibet »Swalbe«.
Når de i dag stod på firmaets kontor, var grunden den, at de ved dygtighed og flid havde
sparet så mange penge sammen, at de kunne begynde for sig selv med en plantage på en
af de mange små øer i Salomongruppen. Nu skulle der indkøbes værktøj, udstyr og en
del handelsvarer, således at de, medens deres egen plantage voksede til, med et mindre
fartøj kunne gøre forretning med de omliggende øer, der lige som deres ø sjældent fik
besøg af tradere.
Johnson var naturligvis ked af at skulle skilles fra dem, men da de aftalte, at Hernheim
naturligvis som før skulle være deres aftager af copra, lovede Johnson dem al mulig
støtte, ja lovede endda, at de til enhver tid var velkomne til at vende tilbage som tradere
for firmaet, noget de dog i deres ivrighed for at komme igang på egen hånd ikke fæstede
sig nærmere ved.
Nogle dage gik med at få gjort indkøb. Det var ikke uden sorg, de sagde farvel til
»Swalbe«, som de var kommet til at holde af. Den havde vist sig som et godt søskib og
mere end een gang redet en orkan af, hvor større og nyere skibe var blevet stormens
bytte. Værre var det at skulle sige farvel til mandskabet, og Wuvulu-manden nægtede
rent ud at skilles fra dem, selv om de forklarede ham, at det ikke i lang tid fremover
ville være dem muligt at betale ham den hyre, han var vant til. Han var lykkelig, da de
til sidst lod sig overtale til at tage ham med.
Deres varer blev lastet ombord i en skonnert, som netop var for udgående. Atter
vinkede Johnson farvel, og for første gang kunne de i de følgende dage tage sig
tilværelsen let som passagerer.
Deres nye hjem var kun en lille ø med nogle få hundrede indbyggere. De indfødte
havde ikke gjort noget særlig venligt indtryk på dem, de gange de havde besøgt den,
men jordbunden for en plantage var glimrende, øens ene ende var spredt bevokset med
gamle kokospalmer, der gav rigelig plads for nyplantning, og så snart deres last var vel
iland, og høvdingen havde fået de lovede varer, som var aftalt som betaling for et tiårigt
36