Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

tobakspung hen imod Edward, der takkede og tog et stykke cigaretpapir frem fra sin
lomme.
- Bare ryg, sagde den koparrede og lod pungen gå på omgang - »Silver Spray« er ikke
noget dårligt skib, det er min tredje rejse med hende. Den gamle ser vi ikke meget til,
styrmanden er allright, men andenstyrmanden er lige så ondskabsfuld, som han er lang,
skade, at du ikke fik gjort det helt af med ham, sagde han med et venligt blik på
Edward.
- Jamen, jeg var ikke ude efter at slås, undskyldte Edward sig - jeg henvendte mig
høfligt til ham og
- Ja, ja, det er jeg nok klar over, afbrød den koparrede - men den fyr griber enhver
lejlighed til at yppe klammeri, jeg håber ikke, du kommer på hans vagt. Men pas godt
på, den fyr glemmer ikke så let. For resten så ligger der nogle gamle tæpper nede i
kabelrummene, det var nogle, den sidste besætning lod ligge, da de gik. Jeg samler altid
den slags sammen, der kommer altid nogle, der kan bruge dem, når de først bliver
vasket!
- Der kan du se, nikkede Helge, da den koparrede igen havde trukket sig tilbage til sin
søkiste - det gælder altid om at gøre et godt indtryk, når man kommer i et nyt skib,
Edward!
Edward og Piter var heldige begge at komme på førstestyrmandens vagt. Manden var
fåmælt, men ikke uvenlig, når bare arbejde og sejlmanøvrer gik, som det skulle. »Silver
Spray« var heldig med vejret, en rask nord-vest bragte dem hurtig sydover til varme
strøg. I passaten blæste vinden konstant, der kunne gå dage, uden at sejlene blev rørt,
lige udover det sædvanlige halen braserne tot ved vagtskifte. Man forlangte arbejde i de
amerikanske skibe, til gengæld var kosten mange gange bedre end i andre nationers
fartøjer.
Æquator blev passeret uden de sædvanlige ceremonier. Dårligt udrustet, som de fleste
var med tøj, nød de det tropiske vejr, men de mest forudseende var alligevel i gang med
at forarbejde bukser og jakker af de sejldugsstumper, de kunne redde fra sejlmageren.
Ganske vist kunne man købe både tøj og tobak i »slapkisten«, men kaptajnen tog sig en
klækkelig avance, og når dertil kom, at første måneds hyre havde Patric Donovan fået
for at »skaffe« dem hyren, så gjaldt det om at være forsigtig, hvis man skulle gøre sig
håb om at have penge til gode, når skibet nåede havn.
Lige så brat som »Silver Spray« nåede tropiske farvande, lige så brat begyndte varmen
at aftage. Stadig med god vind, men kold slud og regn, løb det store skib mod det
urolige farvand ved Kap Horn, alle ærlige sømænds skræk. I lukafet blev der fortalt
hårrejsende historier om skibe, der i uger, ja måneder havde kæmpet med storm og
modvind for at komme rundt hornet. Især hvis der fandtes en »Jonas« ombord, en
person, som ved sin tilstedeværelse bragte uheld, og her var alle italienerne med deres
frygt for det overnaturlige enige om, at den lange andenstyrmand, der for hver dag, der
gik, blev mere og mere upopulær, var skyld i, at »Silver Sprey« efter sin fine rejse
gennem Atlanten, til sidst løb ind i storm og heftig modvind. Så hurtig og overraskende
kom stormen, at man kun nåede at bjerge de lette sejl, før orkanen flåede de svære
mærsesejl ud af ligene. I flere vagter sled mandskabet med at bjerge, hvad bjerges
kunne, og slå nye sejl under. Våde og forfrosne, med froststive fingre, sled de med det
grove sejldug, til blodet sprang ud af neglene, opildnet af førstestyrmandens tilråb og
andenstyrmandens snerrende eder.
19