Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

- Det er nu min måde at holde mig fri for malariafeberen på, sagde han - men sig mig,
hvordan er din kammerat blevet rigget sådan til, og hvor er jeres skipper?
- Det er skipperen, der ligger der, svarede Piter.
- Nej, nu har jeg hørt det med, lo den svære mand - vil du fortælle mig, at I to knægte
driver handel på egen hånd. Jeg har selv en plantage på en af Salomonøerne og kommer
sjældent på disse kanter. Jeg skal til Port Moresby og have en ny motor, derfor ligger
jeg her for at få en last med, det må være
sløje tider for Hernheim, siden de er begyndt at tage deres folk lige fra skolen!
- Nåh, vi er nu ikke så grønne, som De tror, svarede Piter, rød i hovedet vi Ja, ja, godt
ord igen, lo skipperen godmodigt og rakte sit glas til en ny påfyldning - men det er nu
ikke noget allemandsjob at handle på disse kanter, I har jo næsten heller ingen
besætning?
Nu fortalte Piter, så godt som han kunne, om hvad der var hændt. Hvad han vidste, var
kun hvad Wuvulu-manden havde forklaret.
- Det kalder jeg trods alt et held, at nogen i det hele taget slap levende fra den landgang,
sagde skipperen hovedrystende. - Der var ikke nogen, der for alt det guld, der findes,
skulle få mig til at gå iland på nordkysten, kun med et gevær og en revolver, og jeg har
dog krydset mellem disse øer de sidste tredive år. Spørg du bare, hvor du kommer frem,
om »Irlænderen«, det bliver ikke godt, alt det du hører, men en dårlig skipper eller en
dårlig kammerat har han aldrig været, sagde han og rakte Piter sin hånd i et håndtryk,
der føltes, som om han havde stukket fingrene i en valsemaskine. - Men her hjælper
snak alene ikke meget. Din kammerat er allright om et par dage, imens skal jeg skaffe
dig fire fem nye sømænd, de fyre herfra er ikke af de dårligste. Høvdingen er en
gammel ven af mig, det er grunden til, at jeg har opholdt mig her så længe, en slags
venskabeligt besøg. Venskab, regulært venskab, er sjældent på disse kanter, når man
endelig finder det, skal man gøre alt for at bevare det. Er I først blevet venner med de
indfødte, så har I venner for livet, og husk en ting, som er en gylden regel her ude: En
sort mand med en hvid sjæl er at foretrække for en hvid mand med en sort sjæl, og de
sidste findes der gudbedremig en hel del af.
Whiskyflasken var tom, da »Irlænderen« forlod »Swalbe«, men Piter vidste mere om
både sorte og hvide mænd, end han nogensinde før havde vidst, og bedst af alt var, at
Edward stadig sov en rolig søvn, og feberen tilsyneladende allerede var på retur. Piter
havde med tak modtaget »Irlænderen«s tilbud om hjælp til at få skibet løftet så meget,
at skaden på skruen kunne udbedres, og samtidig havde han givet dem et tilbud, som
Piter dog havde udbedt sig betænkningstid, før han afgav svar. Irlænderen havde købt så
meget copra, at hans eget skib, der var mindre end »Swalbe«, ikke kunne laste det. Nu
bød han de to kammerater en sum for at tage det med til Port Moresby, hvilket gav dem
en chance for hurtigt at komme frem, så Edward kunne komme under lægebehandling
med sit sår.
»Irlænderen« fik ret, den tredje dags morgen efter ankomsten til handelspladsen,
tørnede Edward ud. Han var endnu lidt svimmel og afkræftet, da han siddende i sin
flugtstol hørte på Piters beretning om, hvorledes den gamle trader havde hjulpet dem,
skaffet nye folk, ladet sit eget mandskab hjælpe dem, så motorskaden nu var udbedret,
og ikke mindst hans lægelige hjælp til Edward. Hvad tilbudet med at tage Irlænderens
copra med angik, var det en tjeneste, de dårligt kunne undslå sig for, men da den gamle
trader besøgte dem for at hilse på Edward, tilbød denne at medtage copraen på een
betingelse, at den skulle sælges til Hernheim og Co.
35