Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

derom, og han mindedes endnu engang, da han fra et træ på kysten af Ny Guinea
ufrivillig blev vidne til dette uhyggelige skuespil, en kai-kai-fest er. Men samtidig
styrkedes han i beslutningen om at sige ja til deres tilbud om at blive konge og trøstede
sig med, at Wuvulufolket havde oplevet sin sidste kai-kai. Nu gjaldt det for ham om at
skabe dem en lys og lykkelig fremtid, det var hans folk, hans ø! Johnson modtog som
sædvanlig Edward og hans følge med stor venlighed. Edwards meddelelse om, at man
ønskede at gøre ham til konge over øen, fandt han var et lykkeligt valg, både for
Wuvulu-folket og forhandelsselskabets interesser.
- Hvad kan jeg så gøre for Deres kongelige højhedP spurgte han spøgefuldt.
- Skaf mig myndighedernes velsignelse til at gifte mig med den unge pige, jeg har bragt
med, svarede Edward uden at fortrække en mine.
- Gifte Dem? Johnson så forbavset op, men det faste og bestemte blik i Edwards øjne
fik ham til at sluge den bemærkning, han lige havde på læben. I stedet for så han længe
og tankefuldt frem for sig, inden han endelig talte: Jeg forstår så godt, at I hvide mænd,
som lever jeres liv mellem de farvede rundt på øerne, også føler trang til at få en kone,
stifte hjem og måske en dag få børn, men hvorfor ikke gøre som så mange har gjort.
Find Dem en pige og tag hende i huset, men bind Dem ikke med bånd, der betyder
forpligtelser. En skønne dag bliver De måske ked af både kone og ø og hvad så?
Edward havde rejst sig, var gået ud på bungalowens terrasse og stod og så ud over
bugten, hvor hans lille, hvide skonnert red for sit anker, side om side med andre
traderskonnerter. En sværm af både var stadig på vej mellem kysten og skibene, i færd
med at bringe copraen iland og tage ny last ombord, som skulle spredes ud til de mange
små samfund i øhavet. Endelig vendte han sig mod Johnson.
- De har kendt mig i mange år, begyndte han. - De var den mand, som gav mig en ærlig
chance, da jeg først stod i Deres kontor i Brisbane. Siden har jeg to gange måttet
komme tilbage og bede Dem hjælpe mig. Det er måske sidste gang, jeg beder Dem om
en tjeneste. Jeg har set, hvordan andre hvide kommer igennem tilværelsen her ude, men
jeg har altid gået mine egne veje, og det agter jeg at vedblive med. Jeg er selv øbo, og
når disse mennesker her ude har vist mig så stor en tillid, som at gøre mig til deres
konge, så skal de også fra min side møde tillid. Måske var det forkert af mig at forlade
øen netop nu. Men fra det øjeblik jeg igen sætter min fod på Wuvulu, skal der ske store
forandringer. Folket skal ikke længere være kendt og frygtet for deres vildskab og
kannibalisme, men for deres dygtighed og ærlighed. Der skal skabes ordnede
familieforhold, og derfor går jeg selv i spidsen og ægter en pige, som man gør i et
civiliseret samfund, sluttede han.
Godt, svarede Johnson, det skal ske, som De ønsker, og jeg vil udbede mig æren af at
afholde brylluppet her efter ringe evne, det bliver ganske, vist første gang, jeg står som
arrangør af et kongebryllup. Når jeg i øjeblikket var lidt forbavset, skyldes . det, at jeg
mener at huske, at De for længe siden fortalte mig, at deres håb var at tjene mange
penge og en dag rejse hjem til fødeøen. Nu forstår jeg, at De har ændret Deres planer og
besluttet Dem til at blive !
Det er rigtigt, svarede Edward - jeg har altid længtes hjem og længes stadig. Men som
jeg før har fortalt Dem, de mange gange jeg har været såret i kampen mod de indfødte
på Ny Guinea og tropefeberen har undergravet mit helbred. Jeg tror ikke, jeg tåler en
lang rejse i dag!
Well, så gør en rejse til fastlandet og tal med lægerne der Det arbejde, De nu går i gang
med, tager en mands hele kraft! Ja, det var måske en ide, men foreløbig må det nok
vente. Jeg har endnu fjender på øen, som vil mig til livs. Kom ud ogbesøg Wuvulu om
50