Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

forhyringer næsten altid foregik om natten eller i de sene aftentimer, og forinden blev
der som regel afholdt et større mønstringsgilde, hvori een eller flere af Donovans
»runnere« deltog. At det gik livligt til, hørte de, når de var gået i seng, eller så de, når de
kom tidligt ned næste morgen, inden resterne af knuste møbler endnu var fjernet.
Grunden til, at både op vartere og »runnere« ofte plejede et blåt øje eller en skramme,
kunne jo være så mange, men de to kammerater begyndte efterhånden som dagene gik
at gøre sig deres tanker.
Den eneste luksus, de havde tilladt sig, mens de havde arbejdet iland, var een gang
ugentlig at gå i biografen. Deres møde med de levende billeder var en oplevelse, de
stadig talte om. Det var netop en søndag aften efter en biograftur, at de ved indgangen
til boardinghuset hørte larm og højrøstede stemmer fra restauranten og besluttede at se,
hvad der foregik, og det kan nok være, de studsede over det syn, der mødte dem. To af
opvarterne var i færd med at bære en næsten bevidstløs sømand ud af en bagdør,
medens den tredje var i vild håndgemæng med en stor sømand, som de genkendte som
en af deres medlogerende, en nordmand ved navn Helge.
- Giv mig en hånd mod det tyvepak ! råbte han, da han så drengene, men i det samme
blev han strakt til jorden af en stol, som en af de andre opvartere, som nu var kommet
igen, svingede mod hans hoved.
Det var mere, end Edward og Piter kunne se på. Skønt alene mod tre voksne mænd gik
de til angreb. Et præcist kæbestød fra Edward satte en af modstanderne på enden. En
anden humpede hylende af smerte rundt, efter at Piter med et velrettet spark havde ramt
hans skinneben. Nu gik Edward løs på den sidste modstander, mens Piter løftede en stol
over hovedet for at sende den stadig humpende og hylende opvarter over i drømmeland,
da et rungende: Stop! fik både opvartere og drengene til at standse deres kamp. I døren
til baglokalet stod den store irlænder, Pat Donovan, med en lille revolver i sin store
hånd. Det venlige smil var for engangs skyld strøget af hans ansigt, han så ud, som om
han ikke var bange for at bruge skyderen, hvis det skulle blive nødvendigt. Men det
varede kun et øjeblik, da han så, hvem opvarternes modstandere var. Han så først
forbavset ud, siden gled et stort smil over hans rødmossede ansigt, og han lod
revolveren glide ned i lommen.
Hvad betyder dette her, spurgte han, og så fra drengene til opvarterne, hvoraf de to var
kommet på benene og nu stod skulende, klar til at kaste sig over modstanderne igen.
Vi var ved at hjælpe et par gutter til køjs, forklarede den ældste af mændene - pludselig
kom de to gorillaer styrtende og blandede sig i det
Hvem kalder du gorilla? Edward tog et skridt frem mod manden, men Pat Donovan var
hurtigt imellem.
Tag den nu med ro, gutter. I har fået denne lille affære helt galt i halsen. Det er
sommetider nødvendigt at bruge krasse midler for at afkøle et par sømænd, der har fået
et glas for meget. Sæt jer nu ned og få et glas øl oven på anstrengelserne!
Nej, ellers tak, mister Donovan, tog Edward nu ordet. - Vi havde hørt en hel del om
Deres metoder, og selv om vi ikke troede derpå, så har vi nu fået syn for sagen, at Patric
Donovan er en slyngel, der drikker ærlige søfolk på pelsen, slår dem ned og shanghajer
dem, afbrød den store irlænder leende. - Jo, jeg tænkte nok, I havde hørt den skrøne,
men jeg er ked af, at I troede på den, og jeg vil sige, I
har skuffet mig, og så tør I vel ikke engang drikke et enkelt glas øl med mig? Tja, jeg
ved ikke rigtig ! Edward så efter de tre opvartere, som nu var i færd med at stille de
væltede stole og borde på plads, som om intet usædvanligt havde fundet sted. - Hverken
Piter eller jeg drikker øl, forstår De.
13