Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

FEMTE KAPITEL
Salpeterminerne
Valparaisos red var en skov af master. Alle nationers flag var repræsenteret, og aldrig
havde de to kammerater set så mange store sejlskibe på een gang, det tyske flag var dog
det dominerende.
- Vi har verdens største sejlskibsflåde, sagde Piter, ikke uden stolthed i stemmen.
- Ja, og så er I så heldige, at der er skandinaver nok til at sejle dem for jer, svarede
Helge leende.
Piter lo selv, han tog ikke Helges lille ondskabsfuldhed alvorlig. Han vidste desuden, at
han for en stor del havde ret. Sømænd fra de skandinaviske lande rejste altid til
Hamburg, når de skulle på langfart, og de var velsete i de to store sejlskibsrederier Laisz
og Rickmers skibe. Det nye gødningsstof salpeter, hvoraf Chile havde kolossale
mængder, havde vundet indpas i Europa, og i hundredvis af store skibe var beskæftiget
med transporten.
»Silver Sprayens last blev losset i store pramme. Søfolkene måtte selv være
havnearbejdere og sled i lasten fra seks morgen til seks aften i den hede tropevarme.
Kun een gang om ugen blev der givet landlov, om søndagen, og kun for halvdelen af
besætningen. Det var nødvendigt at have folk ombord i det tilfælde, en storm skulle
blæse op, og kaptajnen så sig nødsaget til at lette anker og stikke til søs for at ride
stormen af. Mangen et skib var blevet kastet ind på den farlige klippekyst og var blevet
knust. Landlov blev givet ved lodtrækning, og de to kammerater var heldige at komme
med første hold sammen med nordmanden Helge. En af livbådene blev sat i vandet, og
de fik strenge ordrer om at være tilbage mandag morgen til arbejdstids begyndelse.
Nu gik det indover mod land. Der blev trukket på årerne med liv og lyst. Ugens slid og
træthed var som blæst bort, gammelt had og uvenskab var glemt. Man var sømænd med
landlov og penge på lommen, og ingen skænkede dagen i morgen en tanke. En af de
ældste matroser sad ved roret, og det var nødvendigt med en kendt mand på den post.
Selv om havet i dag lød sit navn: Det store stille ocean, med rette, var der altid en farlig
brænding ved kysten, og det kan ikke nægtes, at de fleste sad med livet i hænderne, da
båden, båret på ryggen af en lang bølge, som en pil skar ind mod strandbredden.
Mændene ved de agterste årer måtte skodde af al kraft, og landingen foregik uden
uheld. En anden båd fra et tysk skib, som fulgte efter, var ikke så heldig. Fra stranden så
»Silver Spray«s besætning båden, der red på bølgeryggen, pludselig skære ud af sin
kurs og forsvinde i brændingens skum. Der gik kun få sekunder, så dukkede hoved efter
hoved op, det var ikke nødvendigt at kunne svømme, for næste bølge sendte den
uheldige bådbesætning op på strandbredden, hvor deres heldigere kolleger under høje
råb og megen morskab bjergede dem helt op på det tørre. Båden blev også bjerget, og
tyskerne tog vandgangen med godt humør, tøjet blev vredet og lagt til tørre på stenene,
et arbejde, den brændende sol besørgede på ganske kort tid.
Samlet kom sømændene ind til byen, men lidt efter lidt spredtes de for alle vinde. En
del fulgte Helge ind på den første cafe, hvor de på et stort skilt reklamerede med, at her
solgte man tysk øl. Piter og Edward tog en læskedrik hos en omvandrende
limonadesælger og begav sig ud for at se på folkelivet, og her var meget nyt at se på.
Lasede og pjaltede unger, ja endog unger helt uden tøj, men med smil og gavtyveblik i
de sorte øjne, fulgte dem tiggende på vej, og først efter at de havde givet dem nogle
småpenge, slap de af med deres følgesvende.
22