Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

ændende olie og sanseløse af skræk flygtede ud fra kongsborgen, stod han og Kali
tilbage med et par mænd, resten havde stukket halen mellem benene og var forsvundet.
På denne måde lykkedes det kong Nalepei og nogle af hans mænd at undslippe, men
hans nederlag var så stort, at Edward håbede, at hans magt for altid var brudt.
Edward ønskede ikke at tage kongsgården i besiddelse, men vendte tilbage til
handelsstationen, hvortil også de fangne og dræbte fjender var bragt. Krigerne ville
straks dræbe de overlevende fjender, men det satte Edward sig imod. Han lod dem
spærre inde i en jordhule, som han havde indrettet til fængsel og af og til havde
benyttet, når han havde grebet en mand i tyveri; hvad der så siden skulle ske dem, måtte
han tænke nærmere over. Medens man nu begyndte at forberede en storstilet sejrsfest,
besluttede Edward sig til at tage et velfortjent hvil oven på alle anstrengelserne, han var
endnu ikke helt kommet sig efter sit sidste feberanfald.
Han havde dog ikke sovet længe, før han blev vækket af Kali, der fortalte, at en
forsamling af øens ældste var på vej mod hans hytte. Et stykke fra hytten gjorde de
ærbødigt holdt, og en gammel talsmand trådte frem. Højtidelig og i blomstrende
vendinger priste han Edwards store mod i de nys udkæmpede kampe, roste ham for
hans snilde og dygtighed i krigskunst og takkede ham for, at han havde besejret og
fordrevet en fejg og uduelig konge.
Edward påhørte den gamles tale med stor interesse. En stor del af den forstod han, og
resten oversatte Kali. Han kunne dog ikke lade være med at more sig lidt over alle de
rosende ord, for blandt deputationens medlemmer genkendte han flere, som for få dage
siden havde været kong Nalepeis svorne tilhængere, ja selv een af kongens brødre var
der. Men han blev pludselig alvorlig, og også Kali var blevet så mærkelig ærbødig i
stemmen. Stod den gamle talsmand ikke der og bad ham gøre dem den store ære at
overtage kongeværdigheden efter Nalepei? Jo, der var ingen tvivl. Den gamle afsluttede
sin lange tale med et dybt buk og trak sig tilbage til den lille flok, der nu satte sig på
hug, tålmodigt ventende på hans svar.
Kali oversatte det sidste af talen. Kroningen til konge over Wuvulu-folket skulle finde
sted ved den store sejrsfest, hvor man også ville kai-kai'e de dræbte fjender! For een
gangs skyld tøvede Edward med at svare. Han så på de ventende mænd og forstod, at
deres tilbud var ærlig ment. Disse vilde, men naive mennesker, var som børn, der måtte
have en stærk hånd til at lede sig, een der kunne tage bestemmelser for dem i alle
vigtige sager og udøve myndighed. Som et gammelt krigsfolk bøjede de sig for den
stærkes magt. Igår var Nalepei kongen, den mægtige, i dag havde han mistet sin magt
og var en slagen mand, en fejg usling, der var flygtet i stedet for som ærlig kriger at
kæmpe og sejre eller dø. Nu tilbød de sejrherren sejrens pris, kongekronen, som det
havde været skik og brug gennem tiderne. Konge på en sydhavsø ! Edward kunne trods
alt ikke lade være med at smile lidt. Det var jo barndommens drøm, som nu gik i
opfyldelse, men samtidig fyldtes han af en dyb og varm venskabsfølelse for disse folk,
som her fortrøstningsfuldt lagde deres skæbne i hans hænder. Tog han imod deres
tilbud, ville han for altid være bundet til dem og øen. Han ville påtage sig store
forpligtelser, for som hvid mand ventede de, at han kunne gøre næsten alt. Til gengæld
ville det være i hans magt at gøre noget af det onde, den hvide mand havde gjort, godt
igen. Det var en stor opgave at påtage sig. Men nu begyndte Kali at blive nervøs og
rykke ham i ærmet. Han måtte tale, svare dem på deres tilbud. Godt, de skulle få hans
svar. Han vinkede Kali tilside, han ville svare dem uden tolk på deres eget sprog. Nok
talte han det ikke til fuldkommenhed, men dette var hans trontale og skulle være hans
egne ord: Mine venner, begyndte han. - Fra jeg første gang så denne smukke ø, har jeg
48