Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

holdt af den. Måske fordi jeg selv kommer fra en lille ø langt, langt borte. Der vokser
ingen kokospalmer og ingen brødfrugttræer på min fødeø. Menneskene er også
anderledes og lever deres liv anderledes, men alligevel er der mangt og meget, der
minder mig om den. Jeg føler jeres tilbud om at gøre mig til konge som en meget stor
ære, men et så alvorligt skridt må jeg nærmere overveje. Men I skal vide, at fra i dag af
er Wuvulu min ø, og I er mit folk. Vi vil glemme dem, som før stiftede ufred og krig, og
prøve at leve sammen i fred og fordragelighed. Vi vil plante flere kokospalmer, bygge
huse og gøre vor ø til en lykkelig ø. Kom blot til mig, når I trænger til hjælp, og jeg vil
lytte til alle jeres ønsker. Jeg rejser nu bort nogen tid og tager een af Wuvulus døtre til
ægte. Når jeg vender tilbage, skal I få mit svar, indtil da, lev vel! Til sin glæde kunne
Edward se, at mændene havde forstået det meste af hans tale. Den gamle talsmand
takkede ham med Kali som tolk, og mændene forlod handelspladsen; nu fik man travlt
med at forberede den store fest. Men allerede nu stødte Edward på sin første store
hindring som den kommende udøver af magten. Gennem Kali havde han ladet krigerne
vide, at der ikke skulle finde nogen kai-kai sted. Dette, at han forbød dem at æde deres
fjender, var noget ganske uhørt, som de ikke kunne forstå. Det var jo at berøve dem
sejrens pris, og atter måtte han modtage en deputation, og Kali måtte være tolk.
- Wuvulu-folket er et gammelt krigsfolk, man har givet dem navnet: tigerfolket, netop
på grund af deres mod og uforfærdethed. At spise sine fjender forøger modet og kraften,
men tillige er det en stor ære, man viser en falden fjende, at kai-kai'e ham! Jeg forstår,
det har været skik og brug at spise sine fjender, svarede Edward - men når Wuvulufolket
tænker på at vælge en hvid mand til deres konge, må de også lære at kende og
følge hvid mands skik! Kali oversatte Edwards svar, men krigerne var tilsyneladende
ikke tilfredse med svaret.
- De spørger, om den hvide mand aldrig drager i krig og dræber sine fjender, oversatte
Kali.
- Jo, svarede Edward - den hvide mand må også gå i krig og dræbe, men han spiser ikke
de dræbte, han begraver dem i jorden ! Oversættelsen af Edwards svar bragte denne
gang de forsamlede krigere i stor vildrede, kunne han se. De diskuterede længe frem og
tilbage, før een af dem endelig talte.
- De spørger, hvorfor den hvide mand går i krig og dræber til ingen nytte, når han ikke
kai-kai'er de dræbte? oversatte Kali.
Nu kneb det lidt for Edward. Der var dog noget logisk i deres naive spørgsmål. De
havde faktisk sat ham til vægs, og hvis han ikke ville risikere at tabe sit ansigt, måtte
han hurtigst muligt finde et logisk svar, som de ville kunne forstå. Derfor tænkte han sig
længe om, før han svarede: Når en mand dræber, er det af frygt for selv at blive dræbt.
Wuvulu-folket er i dag et større og mere uforfærdet krigsfolk end før, thi de har bøsser
og kugler og behøver ikke at frygte nogen fjende. Ingen tør angribe os. Vort ry vil gå fra
ø til ø, og de gamle krigere vil fortælle deres børn om tigerfolket og kalde os de
uovervindelige og udødelige. Hvad mere kan I ønske jer? Edward fulgte nøje
minespillet i krigernes ansigter, da Kali oversatte hans tale, og han forstod, at ved at tale
om deres mod og magt havde han netop slået på de strenge, som bevægede deres
barnlige sjæle, og de gik tilsyneladende tilfredse bort.
Men da han næste dag sejlede bort fra øen med et følge bestående af Kali, dennes
moder og søstre, var han alligevel ikke så sikker på sig selv. Da solen gik ned, kunne
han endnu skimte øen agterude. Han så skærene fra sejrsbålene blusse op og kunne ikke
skyde den tanke fra sig, om de nu ikke alligevel var faldet tilbage til deres gamle
kannibalistiske tradition og var i færd med at æde de dræbte. Det gøs i ham ved tanken
49