Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

smule melankolske, når land var ude af sigte, men så snart der var udsigter til en tur i
land, vågnede de op, og som det var skik blev al arbejde udført under sang. Endelig
fandt man en ankerplads, hvor bunden var fri for al for mange koralblokke, som ankeret
kunne sætte sig fast i. En båd blev sat i vandet, og kisten med de varer, der var beregnet
som gaver til stammens øverste, blev firet ned. Mens Piter blev ombord med fem mand,
lod Edward sig ro iland af de andre fire. Der skulle naturligvis udvises aller største
forsigtighed, og på rejsen fra Port Moresby havde Edward og Piter dagligt øvet sig i
brug af skydevåben, både geværer og revolvere, til stor skræk og rædsel for
besætningen, der under skydningerne gemte sig under dæk. Dog var den unge mand fra
Wuvulu en undtagelse, ja da de gik ham nærmere på klingen, viste det sig, at hans
forrige skipper havde lært ham at håndtere et gevær, og han viste sig at have et endda
meget godt øje for skydning, hvilket kom dem meget godt tilpas. Da der altid måtte
være een mand ombord på en udsat ankerplads, var det godt at have en mand i båden,
der kunne dække tilbagetoget, hvis de indfødte skulle vise sig at have fjendtlige
hensigter.
Så snart båden tørnede mod strandbredden, gav Edward Wuvulumanden geværet med
ordre til at holde godt udkik; bevæbnet med en revolver hoppede han selv ud af båden
og vadede iland. Der var tilsyneladende ikke en levende sjæl i nærheden, og der gik en
rum tid, før Edward opdagede noget bevæge sig bag de nærmeste buske. På skrømt
gjorde han en bevægelse, som ville han igen gå ombord i båden, og nu kom et par sorte
fyre, bevæbnet med spyd og skjold tilsyne. De gjorde holdt i ærbødig afstand fra båden,
men da Edward gav sine mænd ordre til at bære kisten med gaverne frem, kunne de
ikke længere styre deres nysgerrighed, og flere og flere rykkede ud af buskadset.
Høvdingen, en ældre fedladen herre, kom helt hen til Edward, men gjorde sit bedste for
ikke at synes interesseret i de mange spraglede varer, som nu lå spredt ud på et tæppe
foran ham.
Med en af bådmændene som tolk, forklarede Edward høvdingen, at han gerne ville have
den fornøjelse at give ham nogle små gaver, hvis de faldt i hans smag, og hvis man på
øen tilfældigt skulle have noget copra, ja, så var det slet ikke utænkeligt, at de kunne
lave lidt forretning. Mens Edward ventede på høvdingens svar, anbragte han endnu
nogle små spejle, knive og nogle plader tobak på gavetæppet, og nu oversatte tolken
høvdingens svar: Han syntes såmænd, gaverne var rigtig pæne, men han havde set dem
både pænere og rigeligere ved andre lejligheder, men da de nu netop havde lidt copra,
som børnene havde indsamlet, kunne forretningen vel komme istand. Tolken lod
oversættelsen følge med nogle meget sigende bevægelser og øjekast, som Edward
kunne forstå skulle betyde, at sagen var i orden.
Høvdingen klappede i hænderne, og nu så det ud, som om buskene blev levende.
Uvilkårligt greb Edward til revolveren og forvissede sig om, at Wuvulumanden var
parat, men der skete ikke noget. Stammen var venligsindet, og efter endnu nogle
forhandlinger gik de indfødte igang med at slæbe copra ned til stranden, og lastningen
kunne begynde. Efter at copraen var ombord, og høvdingen havde modtaget betalingen,
holdtes der, som skik og brug var, et afskedsgilde. Også her huskede Edward Johnson
råd om altid at sørge for, at gildet holdtes så nær stranden, at et hurtigt tilbagetog var
mulig, hvis det skulle blive nødvendigt, thi selv uden spiritus kunne de primitive
mennesker, under udfoldelse af deres danse, komme i en ekstase, hvor de var ganske
unormale og farlige for deres omgivelser.
Høvdingen var vist lidt skuffet over, at Edward ikke medbragte spiritus, som andre
tradere havde gjort, men da de helstegte pattegrise med yamsrødder og friske
32