Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

omkring, så mærkede han en stærk hånd lukke sig om hans arm. Der gik nogle minutter,
men da ingen trådte frem, gav kaptajnen ordre til, at vagten kunne gå ind.
Kokken havde atter fået ild under komfuret, og lukafet duftede af kaffe. Tøj og
madrasser lå våde, hulter til bulter, men skibet var reddet. Frivagten sad på køjekanterne
med kaffekrusene mellem hænderne for at varme de frosne fingre. Den koparrede
huggede et stykke brunt kandis over med en lang spids kniv, en kniv, der havde undgået
førstestyrmandens vagtsomme øjne, en kniv, Edward syntes, han havde set før, så rakte
han det ene sukkerstykke til Edward med et smil i sit vansirede ansigt og sagde på en
blanding af finsk og svensk: Du skulle have ladet den Jonas gå over bord, men da du nu
engang halede ham indenbords, så var det alligevel godt, du ikke trådte frem for
skipperen. Ganske vist havde han sikkert ikke givet dig anden belønning end fede ord,
men jeg er bange for, at italienerne aldrig havde tilgivet dig den redning, søn!
Det var både første og sidste gang, Edward så den koparrede smile, men fra det øjeblik
vidste han, at han havde endnu en ven ombord i »Silver Spray«.
Det var, som om Kap Horn havde fået sit offer. Stormen stilnede af, og resten af rejsen
var godtvejrssejlads.
Skønt andenstyrmand aldrig med et ord nævnte storm natten ved Kap Horn, var han
sikkert ikke i tvivl om, hvem der havde reddet ham. Når han endelig talte til Edward,
var det på en mindre snerrende måde, end når han tiltalte resten af besætningen, og det
var Edward egentlig godt tilfreds med, det ville have været pinligt at skulle modtage tak
fra en mand, han ikke med sin bedste vilje kunne synes om.
Førstestyrmanden derimod viste på den sidste del af rejsen stor velvilje mod både Piter
og Edward. Om dagen satte han dem til både skibsmandsarbejde og sejl syning, arbejde,
der ellers var forbeholdt de ældste matroser. På vagten kunne han også tit slå en sludder
af med dem, når een af dem stod til rors.
- Vi ved jo aldrig, hvilke slags folk vi begynder en rejse med, forklarede han en nat
Edward. - Jeg har sejlet ud med kvægdrivere, lokomotivfyrbødere og sagførere, ja så
galt en præst shanghajede Donovan engang her til skibet. Det er et job at lave sådan en
samling individer om til fuldbefarne sømænd, inden man når Kap Horn, men jeg gjorde
det, og du har selv set, hvor nødvendigt det er at have folk, der kan tage en tørn, når det
gælder. Da jeg første gang så dig og din kammerat, var jeg lidt i tvivl om, hvad I var for
et par fyre, men da jeg havde set jer til vejrs, var jeg straks klar over, at sømænd, det var
I. Nåh, skandinaver går man nu sjældent fejl af, tilføjede han.
- Var det for resten ikke dig, der bjergede andenstyrmand, den nat vi mistede toppene?
Spurgte han en nat. Well, så taler vi ikke mere om det, fortsatte han med et smil, da
Edward ikke svarede på hans spørgsmål. Jeg er nok klar over, at han ikke er videre
afholdt forude, men det er heller ikke det, vi er her for. Men synes du ikke selv, det var
en god ide, om du benyttede frivagterne til at lære navigation. Du har vel ikke tænkt dig
at sejle foran masten hele dit liv?
Han afventede ikke Edwards svar, men forsvandt ned agter og vendte lidt efter tilbage
med to bøger, slidte men velholdte, og rakte dem til Edward.
- Tag dem og behold dem. Læs, når du har tid, og er der noget, du ikke forstår, så kom
til mig. Tag dig ikke af, at de andre i lukafet sikkert ikke vil synes om, at du studerer.
Kundskab hos andre er ikke altid velset, men de holder sig vel i skindet, du har jo flere
gange vist dem, at du er karl for din hat, og en proper næve er nu engang, hvad de fyre
har respekt for. Jeg ville for resten ikke være ked af at få dig som andenstyrmand en
dag, sluttede han.
21