Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

lejemål, gik de igang med at bygge hus og plante. Så ofte som arbejdet og vejret tillod
det, besøgte de i deres lille fartøj, en overbygget båd på nogle få tons, som de havde
erhvervet billigt, de omliggende øer. Lidt efter lidt gjorde øboerne genvisit og
medbragte copra eller friske nødder, som de så selv knuste og tørrede. Allerede efter
nogle måneders forløb kunne de afsende den første last til Johnson på Matubi, der til
gengæld sendte dem varer og gav dem en udstrakt kredit. Forholdet mellem plantagen
og øens øvrige indbyggere var godt, selv om de indfødte på afstand betragtede deres
arbejde med nogen nysgerrighed, derfor kom katastrofen også som et lyn fra en klar
himmel.
De havde netop aflagt besøg på øen Tulai og var på vej hjem, da Wuvulu-mandens
skarpe blik pludselig opdagede en praw, et primitivt hurtigsejlende fartøj med udrigger
og et trekantet måttesejl. Han gjorde Edward opmærksom på fartøjet, og nu så de nok
en praw, begge kom de fra øens sydspids, og da en sort bølgende røg begyndte at stige
op mellem palmerne, gjorde de sig de værste tanker, som desværre hurtigt blev
bekræftet. Da de nåede stranden, var deres bungalow og varehus allerede aske og resten
af plantagen et flammende ildhav. Hele natten sad de i båden og betragtede flammernes
ødelæggelser. Der blev ikke talt mange ord, hvem de skyldige var, var svært at tænke
sig, årsagen kunne være misundelse, fordi de indfødte så en fare for deres handel med
copra, når den hvide mand selv begyndte at anlægge plantager. Måske var branden
påsat for at skjule et tyveri. Først næste morgen var ilden døet så meget hen, at de kunne
gå iland og undersøge, hvad flammerne havde levnet. Der var intet tilbage, kun aske og
forkullede palmestammer. Alt, hvad de ejede, var båden og det tøj, de gik og stod i.
Edward og Wuvulu-manden var gået ned til båden. Nu så de Piter tage noget op fra
brandtomten og betragte det nøje, og til deres forbavselse hørte de ham bryde ud i latter.
- Synes du stadig, der er noget at more sig over, spurgte Edward alvorligt, da Piter var
kommet ned til dem.
- Se selv, svarede Piter og rakte genstanden for sin latter til Edward. Det var et af de
små spejle, som de indfødte altid var så begejstrede for. Rammen og bagsidens pap var
forkullet, men selve spejlet var helt. Edward vendte og drejede det i hånden, og da han
pludselig kom til at se sit eget ansigt, sodet med lyse striber af sved, kunne heller ikke
han lade være at le.
- Allright, kammerat, når du kan tage det på den måde, kan det vel heller ikke hjælpe, at
jeg sørger. Vi er slået ud, men vi kommer igen. Johnson sagde, vi kunne komme tilbage
til Hernheim, nu skal han få lov til at stå ved sit ord, om vi så skal sejle hele vejen til
Matubi i jollen der.
De kom til at sejle hele vejen. Fra ø til ø roede eller sejlede de til Matubi. De levede af
fisk, som de fangede, af skildpaddeæg og krabber, som de fandt, når de gjorde
landgang. Her var Wuvulu-manden dem en stor hjælp, med den indfødtes primitive sans
for at klare sig, kunne han altid skaffe mad. Blev sejlturen lang og triviel, sang de
sange, som de havde lært i sejlskibene, eller Wuvulu-manden fortalte sagn fra sin kære
ø. En måned efter katastrofen stod to lasede og langskæggede mænd i Johnsons kontor,
og også denne gang havde han lidt svært ved at genkende firmaets forhenværende
tradere. Sit løfte holdt han, selv om han ikke kunne give dem »Swalbe« igen. Denne
gang måtte de nøje med en mindre og ældre skonnert, der ikke helt svarede til sit navn:
»Taifun«, men de var Johnson taknemmelige og gik ufortrødent igang med at gøre
skibet søklart.
Copraen var steget i pris på de europæiske markeder, efterspørgslen blev stadig større
og større. Byttevarerne blev også bedre og bedre, blandt andet var der kommet en del
37