Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

»Seegast« op. Alt så roligt og fredeligt ud, og medens Piter og et par af sømændene gik
igang med at efterse og stive rigningen af, roede Edward med to mand iland med
storsejlet.
- Hold et øje med os, råbte han, da han med en åre skubbede båden ud fra skibssiden.
- Ja, og pas på hovedet, det tåler ikke flere skrammer, lo Piter til svar.
Det store sejl blev bredt ud på sandet, nyt sejldug blev skåret til, og Edward tog fat med
nål og tråd. Godt at han havde haft interesse af at lære lidt sejlmagerarbejde i den
amerikanske bark, tænkte han.
Det var næsten aften før de var så vidt, at de kunne begynde at pakke sammen for at ro
ombord. Pludselig brødes stilheden af vilde kampråb, og fra strandbredden blev Edward
og hans mænd vidner til et forfærdende syn. Tredive-fyrre små kanoer, hver bemandet
med krigere bevæbnet med spyd og buer, omringede fra alle sider »Seegast«. Kampen
blev hård men håbløs for Piter og hans folk. Ude af stand til at komme til hjælp så
Edward, hvorledes de vilde sværmede ind over skibssiden. Mange faldt for Piters
velrettede skud, men der kom straks ny til. En for een blev sømændene overmandet,
bundet og kastet ned i kanoerne. Edward måtte næsten gøre vold på sig selv for ikke at
styrte ned til båden for at nå derud, men det ville være et håbløst foretagende med ham
som eneste bevæbnede mod overmagten. Piter forsvarede sig stadig, men snart var han
alene med de mange, og med tåreblændede øjne så Edward en kriger bagfra rette et
dræbende slag mod hans hoved. Så beruset af blodtørst var de vilde, at de ikke engang
gav sig tid til at plyndre skibet, for nu så Edward fra det skjul, hvortil han og hans to
mænd havde trukket sig tilbage, at »Seegast« begyndte at synke.
Stadig udstødende vilde kampskrig roede kannibalerne bort med deres fanger, og med
gysen tænkte han på, hvilken skæbne der nu ville blive dem til del. En gang før havde
han overværet en sejrsfest, kun een trøst havde han, at han var sikker på, at hans ven var
blevet dræbt på stedet.
Tilsyneladende havde de vilde ikke observeret båden på strandbredden, da de selv var
kommet fra en anden bugt. De overlevendes eneste håb var nu, at der på øens anden
side skulle befinde sig et skib, der kunne optage dem. Hele natten vandrede de, først
ved daggry gjorde de holdt for at få et hårdt påkrævet hvil. Edward bad sine to mænd
forsøge at få lidt søvn, selv ville han holde vagt. Han var alt for oprevet til at sove. For
anden gang var hans verden i løbet af få øjeblikke sunket i grus, men værst af alt var, at
denne gang havde han mistet sin ven gennem de mange år. Stadig så han for sig Piters
glade ansigt, hørte hans små morsomme og rammende bemærkninger, og for første
gang, siden han forlod den lille ø i Kattegat, lod han tårerne få frit løb.
Tre døgn tog det den lille flok at gå tværs over øen. De gik om natten og gjorde holdt
om dagen. Føden voldte dem ingen vanskeligheder, skoven havde masser af spiselige
rødder og frugter. Med en primitiv bue og pil nedlagde en af sømændene et par duer,
som dog måtte spises rå for ikke at tilkalde fjender ved at tænde bål. De få patroner,
Edward var i besiddelse af, måtte spares så længe som muligt. Langs strandbredden
nåede de en pynt, hvor de foreløbig slog sig ned. De indfødte fangede en del fisk ved
hjælp af hjemmelavede kroge, det gav en kærkommen afveksling i kosten. Efter
hukommelsen kunne Edward regne ud nogenlunde, hvor de befandt sig, og efter en uges
venten så de endelig et skib passere forbi. De løb risikoen og tændte et bål, som de ved
hjælp af fugtige blade og græs fik til at afgive en røgsøjle, og heldet var med dem, de
blev observeret, og da Edward affyrede et par skud, blev en båd sat i vandet.
Irlænderen, for ham var det, modtog Edward uden at gøre spørgsmål, men for engang
skyld var det ham, der var vært, og for engang skyld drak Edward den whisky, han bød
42