Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

ham. Senere da Edward havde fortalt, hvorledes han havde mistet sin ven og sit skib,
tog den gamle skipper endelig ordet.
- Ja, ja min ven, jeg ved, hvad det vil sige at miste sine venner, jeg har i årenes løb
mistet mange, og hver gang har det været tungt at skulle tage fat igen. Men når først
eventyret herude er gået en i blodet, slipper det aldrig sit tag. Jeg traf for flere år siden
en af dine landsmænd, det vil sige, kun de færreste herude vidste, han var dansker, han
gik under navnet German Harry. Han havde været medhjælper hos en boardingmaster i
England, men ved en »fejltagelse« sjanghajede hans chef ham en dag med et skib, der
gik til Peru, antagelig for at skaffe sig af med et besværligt vidne til mange af sine
skurkestreger. Harry havde kone og barn i England, men han kom aldrig tilbage. Perler
og guld til tusinder af pund har gået gennem hans hænder, men i dag sidder han som en
gammel, måske fattig mand et eller andet sted i Australien. Herude er enhver sin egen
lykkes smed. Du er ung og har livet for dig, en anden er stærkt på retur. Glem sorgerne
og tag fat igen, du har det rette stof i dig! Og således blev den gamle irlænder ved at
snakke og trøste Edward, og da han nogle dage efter gik iland i Matubi og styrede sine
skridt mod Hernheim & Co.'s kontor, var det en fattig, men på ingen måde kuet mand,
der stod foran Johnson og for anden gang bad ham om et job.
Edward var igen fører af en opkøberskonnert, og atter engang begyndte han på kysten af
Ny Guinea, hvor han og Piter havde gjort deres første forretninger. Fra fastlandet satte
han kursen mod nord, besøgte den lille ø Silo, men her måtte han gøre et længere
ophold, da hans mandskab blev angrebet af tyfusfeber. Takket være kininen, som han
altid medbragte rigeligt af, døde kun to af hans mænd, og for engang skyld syntes heldet
at være med ham. Han var gået iland for at finde et par nye mænd, da han pludselig løb
på en gammel bekendt, wuvulumanden, som havde været med ham både på »Swalbe«
og »Taifun« og kun havde forladt hans tjeneste, fordi han længtes hjem til sin fødeø.
Det blev et glædeligt gensyn, og Kari, således hed Wuvulu-manden, delte fuldt ud
Edwards sorg over tabet af vennen.
- Jeg troede ellers, du ville rejse hjem til Wuvulu, blev det ikke til noget, Kali?
- Jeg rejse hjem, Wuvulu ikke mere mit hjem. Kong Nalipei gøre stor krig, Kalis familie
kai-kai, savvy?
Jo, Edward forstod godt Kalis pidgin-english. Hans familie var blevet stødt fra tronen,
og den nye konge havde ædt så mange af dem som muligt. Wuvulu var stadig kendt for
sine blodtørstige kannibaler.
Well, Kali, vil du have et job med mig, så sejler jeg i morgen, sagde han.
Måske kaptajn sejle til Wuvulu, gøre stor krig mod kong Nalepei, Kali gå med !
- Det er muligt, Kali, lo Edward, - men jeg vil nu ikke love dig at tage til Wuvulu for at
vinde kongeriet tilbage til dig. Men hvordan er der med hensyn til copra på din ø?
Nu var Kali blevet ivrig, og i lyse toner udmalede han for Edward sin fødeøs rigdomme
på kokospalmer.
Selv om Edward kendte de indfødtes vane med at udmale alt i lyse farver og ikke var
bange for at overdrive, når det gjaldt at rose noget, de holdt af, så kendte han alligevel
Kali så godt, at han forstod, der måtte være noget om snakken, og jo mere han lyttede,
jo mere fik han lyst til at besøge øen.
- Godt, Kali, find en mand til, og vi sejler ud og kikker på din ø, smed. Du er ung og har
livet for dig, en anden er stærkt på retur. Glem sorgerne og tag fat igen, du har det rette
stof i dig!
Og således blev den gamle irlænder ved at snakke og trøste Edward, og da han nogle
dage efter gik iland i Matubi og styrede sine skridt mod Hernheim & Co.'s kontor, var
43