Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Til sidst tvang tørst og sult dem til at se sig om efter noget spiseligt. Ved havnen fandt
de en lille restaurant, hvorfra en liflig madduft strømmede dem i møde. Værten, en rund
og trind mand, stod i døren ved et kulbækken, over hvilken en stor jerngryde sydede og
spruttede. I grydens fedt flød nogle små fisk, som manden, så snart de var brune, øste
op i et fad med en hulske. Det mindede Edward om, når hans mor hjemme på Læsø
kogte klejner, men de små fisk smagte fortræffeligt, skyllet ned med koldt, syrlig
landvin, og så kostede måltidet næsten ikke noget. I den skyggefulde restaurant, hvor
der ikke var nogen væg ud til gaden, men blot en stor åbning med et forhæng af
stråpersienner, sad de to kammerater og nød udsigten, da en mand kom ind og slog sig
ned ved nabobordet. Da han havde lyttet lidt til deres samtale, tiltalte han dem på tysk,
og nu var Piter i sit es.
Manden var en forhenværende sømand, som nu arbejdede i salpeterminerne. Han havde
taget nogle fridage for at besøge byen og var tilsyneladende velbeslået med penge. Han
tilbød Piter og Edward at vise dem byen, og det lod de sig ikke sige to gange.
Efterhånden som dagen gik, fortalte han dem også om arbejdet oppe nord på i
salpeterminerne og om de mange penge, man kunne tjene. Ganske vist kaldtes de miner,
men salpeteren lå næsten oven på jorden og skulle kun skovles i tipvogne. Et bundt
store pengesedler, som han lidt udiskret kom til at vise frem, gav dem endnu mere lyst
til at prøve lykken, og da de til sidst rent ud spurgte ham, hvorledes de skulle bære sig
ad med at komme der op, lovede han at hjælpe dem. Det var nødvendigt at rømme fra
skibet. Edward var ganske vist lidt betænkelig herved, han syntes ikke rigtig, han kunne
være det bekendt over for den flinke styrmand, men på den anden side, så var de jo
kommet ombord i »Silver Spray« imod deres egen vilje. Tyskeren forklarede nu,
hvorledes de skulle bære sig ad med at komme iland, når skibet kom til lastepladsen.
Det skulle ikke foregå før een af de sidste aftener inden afsejlingen, da kaptajnen sikkert
ville sætte himmel og jord i bevægelse for at få dem tilbage, da det var meget vanskeligt
at få andre sømænd i deres sted. Det chilenske politi ville, når de blev betalt derfor, gøre
alt for at fange dem, men deres nye ven lovede at være til= stede og skaffe dem et
gemmested, til skibet var sejlet.
Nede ved stranden måtte de vente længe, til de sidste af landlovsgasterne endelig
indfandt sig. De så ikke alle lige godt ud. Et par havde fået tøjet flænget og blødte fra
skrammer, som de havde pådraget sig i slagsmål med sømænd fra andre skibe. Andre
var så berusede, at de foretog turen ud til skibet liggende i bunden af båden. Heldigvis
var det ikke så vanskeligt at komme ud gennem brændingen, da kun halvdelen af
mændene nu var i stand til at bruge en åre. Fire mand var stadig så omtåget, at de måtte
hejses ombord i store kurve, men her fik førstestyrmanden hurtigt liv i dem, og de gik i
gang med losningen.
Edward og Piter nåede ikke at komme iland mere i Valparaiso. Så snart skibet var
udlosset, blev ankeret lettet og kursen sat mod nord, og efter nogle dages sejlads ankom
man til byen Iquiqi, hvor der ligesom i Valparaiso lå i snesevis af skibe på reden. Der
gik nogle dage, før lastningen af salpeteren kunne begynde, men af den grund gik man
ikke ledige. Arbejdet med at rigge nye stænger op i stedet for dem, som var knækket
under stormene ved Kap Horn, blev gjort færdig og hele riggen gået efter, og det var et
arbejde, der bekom sømændene bedre end lastningen af salpeteren, der kom i store
pramme, blev hevet ombord med håndspil og stuvet i lasten. Det var et rent ud sagt
modbydeligt arbejde. Salpeterstøvet trængte sig ind alle vegne og lå som et tæt lag på
de svedige kroppe og gnavede hul på skinnet, og hullerne blev igen til væskende sår,
som voldte dem stor pine.
23