Kongen af Wuvulu En Læsø-drengs eventyr

Edward gik ind i sin hytte. Som de indfødte sov han på et leje af græs og blade, og af
gammel vane var lejet placeret således, at han liggende havde fri udsigt gennem døren
til pladsen foran hytten. Han plejede, træt af dagens arbejde, at sove så snart han lagde
sig, men i aften lå han længe vågen. Søvnen ville ikke indfinde sig. Kvindernes
uhyggelige sørgesang lød som en stigende og faldende mumlen, og nu begyndte en
anden lyd at blande sig med sangen. En svag lyd, der mindede om begyndende torden,
endnu langt borte, men han kendte den, det var krigstrommerne, der natten igennem
ville kalde alle øens mænd til våben og ved sine ensformige, men uhyggelige rytmer
hensætte dem i et ekstaseagtigt vildskab.
Han måtte have sovet, hvorlænge vidste han ikke, men pludselig var han lysvågen.
Hans hånd famlede efter bøssen, der altid lå ved hans side. Øjnene begyndte at vænne
sig til mørket, heldigvis var der lidt måne. Han hørte igen en puslen i buskadset, det
måtte have været den, som første gang havde vækket ham. Nu så han nogle snigende
skikkelser krybe sammen bag det store træ, som stod nærmest hytten. Han var ganske
rolig, havde allerede lagt bøssen til kinden og taget sigte på eden sværeste af
skikkelserne, som han bestemt mente at kunne genkende som Nalepei, da en anden kom
ham i forkøbet.
Hurtig som lynet skød en lang slangekrop ned fra træets nederste gren, i eet nu havde
den slynget sig om den svære skikkelse og træet. Et frygteligt angstskrig sønderrev
stilheden, kravlende skikkelser sprang op og flygtede i rædsel. Endnu et. skrig, og
manden i slangens favntag blev tavs. Et øjeblik slyngede dens store hoved frem og
tilbage foran offeret, til en velrettet kugle fra Edwards bøsse gjorde det af med den. .
Inden Edward nåede træet, stormede krigere til, hidkaldte af skuddet. I skæret fra de
brændende fakler mødte der dem et uhyggeligt syn. Med dødsrædselen malet i sit sorte
ansigt hang den forhadte kong Nalepei med alle knogler knuste i den næsten fire meter
lange Pythonslanges favntag. Fire krigere måtte bruge alle deres kræfter for at vriste
den døde slange løs fra træet, så den kunne slippe sit bytte. Nalepei var for længst død,
og Edward havde ikke brug for større overtalelsesevner for at få dem til at begrave ham
i junglens dyb, hvor intet gravmæle skulle minde om ham.
Hvorledes slangen var kommet til øen, vidste ingen. Man havde aldrig truffet på
slanger, men den sandsynligste forklaring måtte vel være, at den ligesom skildpadderne
var kommet med de drivende træstammer. Blev krigerne skuffet over denne udgang af
kampen mod Nalepei, så takkede Edward forsynet, som var kommet ham til hjælp, og
medens man gik igang med forberedelserne til kroningen, gav han ordre til, at slangens
skind skulle gemmes for siden at blive hængt op til skræk og advarsel over døren til den
nye kongsgård, han agtede at bygge.
Edward havde sat sig for at omvende sine undersåtter fra kannibalismen, men deres
gamle skikke ville han stadig holde i hævd. Således måtte han selv, ledsaget af nogle
venner, henvende sig ved sin udkårnes hytte og afholde den såkaldte singsang. Klædt i
de indfødtes lændeskørt, lawa-lawa, og med skønne blomsterkranse om halsen sad han
sammen med vennerne på hug på jorden og afsang kærlighedssangen. Et par dage efter
indfandt pigen sig, sammen med nogle veninder, foran Edwards hus og sang sit svar, og
nu var de mand og kone.
Så oprandt kroningsdagen. De hjembragte grise var blevet slagtet og fyldt med
velsmagende rødder og yams. Indpakket i palmeblade blev de anbragt i bål, der i huller
i jorden havde brændt i flere dage. Ruinerne af den nedbrændte kongsgård var fjernet, i
stedet var rejst en forhøjning med en stol. Her tog
53