SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

Newfoundlandsfart i 1923
Der findes ingen beretning eller redegørelse
om URANUS’ forlis, men Aksel Stegmann
(1908-2002), ældste søn af Jørgen
Henning Stegmann, blev efter konfirmationen
mønstret som kok og ungmand på
URANUS, hvor hans far var skipper, og
han fortæller:
»Jeg blev konfirmeret i Marstal Kirke 4.
marts 1923 fra mellemskolen. Kom ombord
i Faaborg d. 8. marts, skibet lossede
en kullast fra Dysart i Skotland.
Efter udlosning sejlede vi skibet til
Svendborg for reparation, blandt andet
nyt stort dækshus, med Kabys, malerskab
og w.c. indbygget.
Efter at have været på bedding for
bundsmøring og eftersyn af bunden, ror
m.v. hos Ring-Andersen, afsejlede vi med
fem mands besætning, omkring 1. april til
Rønneby ved Sverige, for at laste træ til
Vestmanøerne, Island.
Lastningen tog ca. 3 uger, da trælast den
gang blev omhyggeligt stuvet, både i lasten
og på dækket. Vi kunne laste 56 st[ander],
hvilket var meget for så lille et skib på 99
bruttotons.
Der lå 17 danske sejlskibe i Rønneby
Red, vi var den sidste der afsejlede. Da vi
for en fin stille brise passerede København,
lå både 5 m[astet] bark KØBENHAVN
og 4 m[astet] bark VIKING, den sidste tilhørte
D.F.D.S., de Forenede, oplagte i havnen.
Efter et par dages sejlads løb vi forbi
Kristianssand og fik øje på 4-5 andre sejlskibe,
der styrede efter Lindesnæs. Sidst på
dagen løb vi fra dem alle, således at de
skibe på vor størrelse og større, blev sejlet
agterud. ASTRÆA var den sidste vi passerede
og N. E. SCHMIDT, de hejsede alle
flaget og vi kippede til dem. Skipperen hos
os var selvfølgelig stolt. Sådan var det jo
med de gamle søfolk, når de kunne lure
hinanden lidt.
Vi havde 19 døgn til Vestmanøerne og
10
Ottomine og Jørgen Henning Stegmann
med deres fem børn: Aksel står yderst til
venstre. De andre er Ragnhild, Erna, Karl
Otto og Anna. Senere kom Karen til.
kom i havn samtidig med en kraftig storm
fra sydøst. Vi fik lodsen ombord ved indsejlingen
til havnen, som den gang bestod
af en mole og den lige klippe mod ca.
nord. Da vi var inden for molen smed vi
begge ankre og drev med agterskibet mod
land, hvor vi fiskede en moring op og fik
fortøjet. Kæden fra moringen var fastgjort
i land, så vi lå godt og gyngede med en stor
søgang indtil næste morgen, hvor vinden
og søen havde lagt sig.
Vi langede selv trælasten ud over siden
og ned i nogle store pramme, hvor der stod
en mand og tog imod. Efter udlosning gravede
vi selv ballast, lavasand, i en pram vi
lånte. Vi var også i land og oppe på den
vulkan der for få år siden var i udbrud,
der græssede får i krateret.
Først i juni afsejlede vi til New Foundland,
vi blev slæbt ud af en fiskekutter, det