SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

lene i horisonten. Det funkler ikke ligefrem
i de brunlige, gennemlappede og
stormpiskede sejl: ENERGI er ikke noget
elegant skib.
Et døgn senere er skibet lige syd for
Eyrarbakka. Lodsflaget bliver hejst, lodsen
kommer, og en moterbåd trækker skibet
ind til ankerpladsen, hvor købmandens
fortøjningstrosser er – som der står i
skibsloggen. Skibet kommer straks ind,
og behøver ikke at sløse tiden med at
vente på ophold mellem brådsøerne.
Mændene ånder lettet op både på land og
om bord. Klokken syv om morgenen går
skibsfører Stegmann i land og melder skibet
udskibningsklart.
Dog bliver der ikke losset den dag.
Eyrarbakka-boerne får vestenvind og
regn og rører sig ikke før dagen efter,
men så lykkes det også at få hele dækslasten
på det tørre. Der fortsættes dagen
efter, men så kommer Kr. Himmelfartsdag.
Fredagen tillader ikke losning, men
lørdagen bruges godt. Søndagen holdes
hellig. Om mandagen bliver der ikke losset:
»antagelig for megen sø på land«,
skriver styrmand Petersen ironisk i logbogen.
Tirsdag den 22. maj er det slut
med at losse, og skibet begynder at tage
sten om bord i ballast. Fra Eyrarbakka
sejler så mange skibe bort med sten i
bugen, at det er forbavsende, at der er
nogen tilbage i dæmningen. Der er ingen
varer, som skibene kan tage med.
Onsdag går på samme måde, og derefter
går 2 dage i lediggang, hvor der ikke
er andet at gøre end at reparere forskelligt
om bord. Så kommer pinsen, og torsdag
den 29. maj kommer endelig telegram
fra skibsmægleren: Swansea er
næste bestemmelsessted. Så bliver det
søndenvind og brænding og derfor ikke
muligt at komme ud til ankerpladsen de
næste to dage. Fredag den 1. juni klokken
seksten kommer endelig lods til at følge
ENERGI ud.
Denne ene tur har taget halvanden
30
måned, og turen til England vil tage
yderligere 20 dage. 2 Dog var denne tur
god, behagelig og med få uheld, som f.
eks. var, at besætningen blev nødt til at
lade skibet i stikken på ankerpladsen på
grund af søgang, sidde i land og se skibet
kaste sig i brændingen og rykke i
kæderne. 3 Det er ikke hvem som helst,
der tager sådan et arbejde. Til det er der
brug for specielle mænd – og lastens ejer
skulle være lidt speciel også. Ubevidst er
det lille sejlskibs besætning blevet en
betydningsfuld allieret i slagsmålet ved
Fjeldet. (side 58-61).
1. Samtale med Rasmus Stærke-Pedersen, havnefoged
i Marstal Ærø Danmark, 1988. Tidligere
fører og ejer af tremastskonnert PAX.
2. Marstal Søfartsmuseums arkiv Marstal. ENERGIs
logbog 13.4-1.6 1928.
3. Samtale med Jens Svane, sømand, Marstal 1988.
Marstal på Ærø syd for Fyn var en lille
rederiby, som levede og trivedes af søfart.
Derfra blev sejlet på alverdens have med
små 3-mastede sejlskibe som ENERGI. De
fleste på omkring 150 bruttotons i størrelse.
Men sejlskibene måtte lidt efter lidt
vige for større og maskindrevne skibe, og
da tog marstallere den praksis op at sejle
på havne, som ingen andre ville besejle –
gerne med små laster til/fra små virksomheder.
Havnen i Eyrarbakka var som skabt til
disse små skuder, og begges interesser
faldt nøje sammen. Marstallerne var
glade for at få last til Island om foråret.
Derfra gik turen til New Foundland efter
saltfisk. Af og til kunne de få fingre i en
saltfisklast i Island, men oftest var det
nødvendigt at fortsætte til New Foundland
i ballast. Forbindelsen mellem Island
og Marstal var lang og overmåde stærk,
fordi det skete, at islændinge tilfældigt
kom til Marstal og tog plads der, og at
matroser rømte fra skibene i Island og
bosatte sig. Disse mænd blev de vigtigste
allierede for brugsforeningen (i Eyrar-