SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

dag om at bygge det. Hertil kom så maling
og Hans Kræsen skulle have en kr.
for at køre det til Ommel.
Vi vender blikket mod forsommeren
1941. Rejerne viser sig nu da varmen
kommer, og vi tager dem i kløerne med
brejl lige fra sejlklubben og op til Ommelshoved.
Om søndagen når vi var i
Ommel med vor far og mor havde mormor
som regel på denne årstid købt en
stor skål »hopper« som vi kaldte dem og
som vi selv måtte pille, men det blev vi
hurtigt eksperter i. Ål kunne jeg ikke lide
den gang, men det skyldes vistnok at der
en gang rendte en stor snog mellem benene
på mig nede i engen over for Halmø.
Kaffen søndag eftermiddag henne i Ommel
i disse år glemmer jeg aldrig, det var
naturligvis erstatning ligesom alt andet,
men mormor hørte til de privilligerede,
der fik lidt rug på hos sin søster, moster
Kristine. Det brændte hun i en dertil egnet
gryde hvor vi stod og drejede på et
vandret sving så kærnerne var i konstant
bevægelse mens de blev brændt. Denne
jerngryde gik på skift i hele Ommel. Jeg
blev så søndag eftermiddag sendt ned til
bager Jens i Strandbyen for at købe en
søsterkage. Det foregik til fods, ad Baggårde
som vi sagde, en markvej der førte
til Strandbyen fra Vesterskovvejen. Jeg
husker bl.a. også at bager Jenses kone,
som hed Ida, og som var svensker havde
mistet begge ben af koldbrand, hun
havde sukkersyge. Bager Jens havde også
sukkersyge og blev på sine ældre dage
blind, ja hvor var der mange tragedier –
og er vel stadig, blot kan folk vel hjælpes
bedre i dag, tænk blot på børnelammelsen
som var en svøbe dengang og som
gerne optrådte i eftersommeren, man
mente det var frugten især den der var
sprøjtet der var årsag til sygdommen. I
sidste halvdel af 50’erne kom så vaccinen
til velsignelse for menneskeheden.
Vi standser nu lidt ved dagligdagen og
kaster blikket på verdenbegivenhederne.
61
Den 22. juni 1941, fire dage før min 13 års
fødselsdag, en smuk sommersøndag, proklamerede
Hitler for alverden: Jeg har
endnu engang besluttet at lægge det tyske
folks skæbne i vores soldaters hænder,
hvorefter han lod sine hære marchere ind
i Rusland til trods for at han kort forinden
havde underskrevet en ikke-angrebspagt
med Stalin. Det var sommer, men
den blev som bekendt efterfulgt af en
streng vinter, og det begyndte at gå den
anden vej for den tyske værnemagt, men
Hitler kaldte det for planmæssig tilbagetrækning,
noget skulle han jo kalde det.
Vinteren 1941-42 adskiller sig ikke meget
fra de andre. Streng frost, farvandene lukket,
rationering på alt men vi må ikke
klage og ikke glemme at vi trods alt
havde det trygt og godt på vores lille ø i
forhold til de mange ude til søs og Europa.
Men atter går det mod forår 1942
og d. 31. marts kommer jeg ud af skolen
fra 7. klasse og ville ikke fortsætte trods
mine forældres anstrengelser. Jeg kom i
skibstømrerlære.
Da jeg først skulle konfirmeres til efteråret
havde jeg altså et 1 /2 år hjemme hvor
jeg kunne lave hvad jeg havde lyst til,
men selvfølgelig havde mine pligter foruden
at gå til præst. Det foregik oppe i den
gamle konfirmandstue bag præstegården
i Kirkestræde. Præsten hed Abitz og var
kapellan som det hed. Den dag vi kom ud
af skolen fra 7. klasse var der 3 gamle lærere
der gik på pension på grund af alder.
Den ene af dem var lærer Schlander, der
som sædvanlig holdt tale og som sædvanlig
sluttede med »Gud bevare Danmark!«,
hvad Gud så også gjorde. Nogle
stykker af klassen blev allerede konfirmeret
om foråret og kom derefter ud i
livet. De fleste blev håndværkere men
trods minefaren der nu for alvor tog fart,
både med tyske minefelter og engelske
magnetminer kastet ned fra luften, kom
en del af mine kammerater ud at sejle og
nogle blev desværre derude idet flere og