SAMKA- En caroliner overlever - WebKontrol V.5 | Bakuri A/S

stykket til Aphrodite. Oprindeligt var
Venus gudinde og beskytter af al sammenslutning
og forening ikke mindst
mellem mænd indbyrdes, med sociale formål
og i det almindelige borgerlige liv.
Særligt dyrkedes hun også som forårets
naturguddom. Den juliske slægt opfattede
Venus som stammemoder og hun
nåede derfor fra Cæsar og Augustus tid
den højeste anseelse. Under navnet Venus
Genetrix dyrkedes hun som romerfolkets
almindelige stammemoder.
Som nævnt ovenfor var Aphrodite
grækernes gudinde for kærlighed og
skønhed. Hun fødtes af bølgernes skum,
efter at Chronos (Saturn) havde kastreret
sin far, Uranos, og smidt genitialerne i
havet. Aphrodites oprindelse var imidlertid
dobbelt som så mange af grækernes
guder, idet hun også angaves at være datter
af Zeus (Jupiter) og Dione.
Historisk set menes Aphrodite at stamme
fra orienten, hvor man dyrkede Ishtar,
Vesta
Navet blev brugt af 3 skonnerter bygget i
henholdsvis 1866, 1875 og i 1914. Vesta
var en romersk gudinde, som særligt repræsenterede
hjemmets og det ordnede
statssamfunds fasthed og bestandighed.
Vestas symbol var arneilden som det
faste bosteds kendemærke. Ifølge romersk
religion var det Aeneas, der havde
bragt den evige ild til Rom fra Troja. I
Rom blev der bygget et Vesta tempel,
men i modsætning til mange andre templer,
fandtes der her ikke noget gudeeller
gudindebillede, men blot et overdækket
ildsted med den konstant bræn-
43
dende arneild som gudindens symbol.
Gudindens særlige kvindelige præster
blev kaldt Vestalinder, som var piger fra
de allerfineste romerske familier. Vestalinderne
havde til opgave at passe den
evigt brændende ild i templet. De blev
optaget i 8-10 års alderen og deres tjenestetid
var 30 år og de skulle i den periode
leve i kyskhed. Hvis de overtrådte dette
løfte, blev de levende begravet. Efter de
30 år kunne de udtræde og evt. indgå
ægteskab.
Vestalinderne havde ret til at deltage i
de mange offentlige fester, der blev
afholdt i Rom på den tid, men de skulle
som nævnt leve deres liv som jomfruer.
Under en af disse store fester blev en
smuk ung Vestalinde budt ind i kejser
Neros private gemakker, og med viden
om kejserens rygte, var ingen i tvivl om,
hvad der skete mellem kejseren og den
unge Vestalinde. Og der ventede hende
nu en forfærdelig udgang på livet.
Den offentlige mening reagerede dog
så kraftigt, at præsterne afsagde en »salomonisk«
dom: Da kejseren var »Pontifex
Maximus« (den romerske kirkes overhoved),
måtte han betegnes som finere end
almindelige dødelige, og hans handlinger
måtte derfor bedømmes efter andre regler.
Det hele blev således dysset ned, og
den unge Vestalinde fik lov til at leve. I de
ikke særligt almindelige afbildninger af
Vesta ses hun ofte i skikkelse af en ikke
helt ung kvinde i folderig dragt og med
hovedklæde.
Kilder:
»Ærø Sejlskibe«, diverse leksika og Internettet.